Blokhus:
Rådgiver til Blokhus Bæk projektet er valgt og projektet styrkes i forhold til at håndtere både arkitektonisk kvalitet, landskabelig bearbejdning samt mere tekniske aspekter.
Tekst: Louise Kande – Foto: Presse
Med den nyvalgte rådgiver styrkes projekt Blokhus Bæk yderligere. Det er målet at genskabe den fysiske struktur i Blokhus og motivere til øget kvalitet – både ved at satse på fysiske ændringer, men også ved at styrke den kulturelle infrastruktur på stedet.
Rådgiver valgt
Valget er faldet på Møller & Grønborg AS som hovedrådgiver og landskabsarkitekt og Alectia som underrådgiver for hydraulik, konstruktioner og teknik. Det vindende team, har stor erfaring med udvikling af rekreative områder af højeste kvalitet og har helt konkret erfaring med at lade vandløb være et bærende landskabsarkitektonisk idé. Samtidig har rådgiverne konkret erfaring med regnvandshåndtering og –afledning.
-Vi er meget tilfredse med valget af rådgiver og glæder os rigtig meget til samarbejdet og med at komme i gang med det videre arbejde med Blokhus Bæk projektet. Det giver et stort løft til både Blokhus og området, at vi til næste feriesæson kan præsentere et endnu flottere Blokhus, siger borgmester Mogens Gade.
Konkret skal Blokhus Bæk fritlægges, og det fysiske miljø langs bækken skal styrkes gennem rydning, stier, ny beplantning og belægning samt etablering af mindre træbroer, der skaber forbindelser over bækken
-Når vi spørger danskerne, hvad de ser som yderområdernes største potentiale, er det kysten og kystlandskaberne, der oftest peges på. Derfor glæder det os, når traditionelle danske kystbyer tager det potentiale alvorligt, og satser på højeste kvalitet i det fysiske miljø. Vi har store forventninger til de rådgivere, der nu skal i gang med at genskabe Blokhus som en attraktiv kystby, og vi glæder os til at se resultatet, udtaler Karen Skou, programchef i Realdania
Planlagte aktiviteter
-Blokhus Bæk projektet ligger fint i tråd med alt det andet arbejde, som allerede er i gang i Blokhus og det er en fortsættelse af de bestræbelser, der i forvejen pågår i området med at udvikle kvaliteten såvel i de fysiske rammer som i serviceringen af turisterne og det kulturelle område. I forhold til anlægssiden og Blokhus’ fysiske udseende er vi jo i gang med et nyt turistkontor på Springvandspladsen, og mange andre spændende renoverings- og vedligeholdelsesprojekter er søsat – bare for at nævne et par stykker: Feriecenter Nordsøen, Fiskernes Hus, Redningsstationen, Scenen på Blokhus Torv, Kulturhus Blokhus (en tidligere skole) og ikke mindst den flot beliggende Gateway. På den kulturelle scene er der også linet op med aktiviteter: Sandskulpturfestivalen, Verdensballettens besøg i juli, koncerter i Kulturhuset – så Blokhus Bæk projektet er endnu et flagskib, som giver en fysisk kvalitet til byen, men så sandelig også en kulturel værdi ved at kæde de kulturhistoriske elementer sammen og gøre området endnu mere attraktivt for os alle, afslutter Mogens Gade.



