Blokhus

Event hos Badenetværket Søstjernerne

Oplevelser på Blokhus strand
 | FOTO: Poul Nymark  

Badenetværket med de 3 Sér – socialt, sundhed og sikkerhed er en del af foreningen Søstjernernes formål, og det skal markeres ved eventen på Blokhus strand søndag den 30. juli fra kl. 10-14.
På dagen er der arrangeret en lang række aktiviteter, som alle er velkomne til at deltage i.
Lanceringen af eventen de 3 Sér sidste år blev taget utrolig godt imod, og aktiviteterne er derfor udvidet yderligere i år. De understøtter alle formålet med at øge sundheden, sætte fokus på badesikkerheden og bidrage til et dejligt socialt fællesskab, hvor man griner sammen og tager hånd om alle.
Nogle aktiviteter som f.eks. Yoga og Surf og Sup er gentagelser fra sidste år, men der er også blevet flere nye oplevelser at deltage i. En af de nye tilbud er f.eks. Qigong, isbade og åndedrætstræning (Wim Hof Metoden) samt en stor familieafdeling med aktiviteter som f.eks. beach volley, jumbo tennis, stige golf og meget mere.
Nogle af aktiviteterne kræver tilmelding og har et lille deltagergebyr, men mange af de øvrige oplevelser er helt gratis. Samtidig er det en dag, som henvender sig til hele familien.
-Dagen skal være et festligt arrangement for alle, hvor vi viser hvem vi er og hvad vi står for, siger foreningsformand Birgit Ravn. En undergruppe af Søstjernerne er derfor sat på opgaven for at arrangere eventen, som vi regner med kan blive en fast tradition i uge 30 fremover.
-Vi håber der er mange, der møder op og bliver en del af det. Det er rigtig hyggeligt, siger Birgit Ravn, og samtidig kan man måske blive inspireret af de nye aktiviteter som øger sundhed og velvære.

Søstjernerne

Fælles vesterhavsdyp

Foreningens medlemmer mødes året rundt – både morgen og aften – nedenfor sømærket på Blokhus strand for at bade sammen. Aktiviteten er gratis og har eksisteret i 18 år. Det er populært og medlemsskaren er vokset fra 15 til nu at være 160. Badningen er en uforpligtende oplevelse, som man bare kan møde op til, hvis man har lyst, og både medlemmer og ikke medlemmer er meget velkomne. Derudover arrangerer foreningen også nytårsbad og har en tradition omkring en aktivitet den 4. maj. Samtidig hygger vi os med andre fælles oplevelser for at have noget socialt udover badningen.

Læs om fantastiske oplevelser og events