– I næsten 200 år har H. C. Andersens eventyr spredt glæde og læring for generationer af børn, forældre og bedsteforældre, ikke bare i Danmark, men i hele verden.
På trods af eventyrforfatterens popularitet, har Papirkunstmuseet i Blokhus opdaget en overraskende kendsgerning om Danmarks nationaldigter. Mange voksne og endnu flere børn aner ikke, at H. C. Andersen faktisk var en meget ferm papirklipper.
Se de originale klip
I september 2019 kunne man for første gang opleve et originalt H.C. Andersen papirklip på Museum for Papirkunst, som indgik en samarbejdsaftale med Odense Bys Museer.
Det råder over et arkiv med over 300 af Andersens eventyrlige originale papirklip, og det er gået så godt med det første udlån, at der nu kommer et nyt originalt H.C. Andersen papirklip til Blokhus.
Det betyder, at nordjyder og gæster i Blokhus-området således kan glæde sig til at opleve et originalt, H.C. Andersen papirklip i museets H. C. Andersen-galleri også det næste halve år.
På Museum for Papirkunst kan man også lære mere om Andersens papirklippekunst og museets yngste gæster kan dekorere deres egen H. C. Andersen-figur i Papirværkstedet.
Skudsikker montre
– Vi er utroligt stolte over tillidserklæringen Odense Bys Museer udviser os ved at udlåne disse nationale klenodier til os, siger Ditte Ninn, som er Museum for Papirkunsts besøgs– og administrationsleder.
– Men så har vi da også måttet anskaffe en bombe- og skudsikker udstillingsmontre, som er fastboltet i beton, så vi kan sove trygt om natten, smiler hun og tilføjer.
– Samarbejdsaftalen er et stort lyspunkt i en ellers meget vanskelig tid for museet.
Mærker krisen
Corona-udbruddet satte det nystartede museum ud af spil fra den ene dag til den anden, da dørene måtte lukkes for publikum den 12. marts.
Museets støttespillere gør et enestående arbejde for at forhindre, at det populære museum, som er det eneste papirkunst-museum i Norden, forsvinder fra Jammerbugt Kommune.
Krisen er langt fra ovre og museets fremtid afhænger af at nordjyder og turister støtter op omkring museet.
– Vi håber at H.C. Andersen-klippene og vores andre fantastiske udstillinger vil blive besøgt af rigtig mange mennesker som på den måde vil bidrage til at bevare museet i Blokhus, siger Ditte Ninn.
H.C. Andersens klip bliver bragt til Blokhus med kurer og kan ses fra tirsdag den 16.juni.
Læs mere om H.C. Andersen-klippet på Museum for Papirkunst hjemmeside:
www.museumforpapirkunst.dk