Nyheder
imported

Få styr på fisk

Fredag d. 10. februar slår Nordsøen Oceanarium dørene op til udstillingen ”Det levende køkken”, der skal give børn og børnefamilier nye, sjove oplevelser med at spise og tilberede fisk.

Tekst: Louise Kande – Foto: Presse

Nordsøen Oceanariums nye udstilling ”Det levende køkken” er en del af Projekt FiSK; en ny national indsats, hvor danskerne kan lege sig til viden om fisk som fødevare, sundhed og bæredygtighed.

Danskerne spiser for lidt fisk

Baggrunden for projektet er, at man ved, at det er sundt at spise fisk, men at danskerne spiser for lidt af dem. Det gælder også for folk fra Hirtshals.

-Vi glæder os rigtig meget til at åbne udstillingen. Vi har jo længe haft fokus på formidling af fisk som mad, og nu får vi en ny og vigtig vinkel på fiskene i vores formidling, og samtidig i et univers, der appellerer til både børn og nysgerrige voksne, siger formidlingschef på Nordsøen Oceanarium, Simon Madsen.

Leg dig til viden om fisk og sundhed

På Nordsøen Oceanarium kan børn og deres familier de kommende år lege sig til viden om fisk og sundhed i et interaktivt digitalt køkken, hvor man kan ”tilberede” fisk, dykke ned i effekterne på hjerne og hjerte samt lære om bæredygtighed og mulige risici ved at spise fisk.

Projekt FISK afvikles i et samarbejde mellem Fiskeri og Søfartsmuseet, Kattegatcentret, Nordsøen Oceanarium og Den Blå Planet samt Institut for Idræt og Ernæring ved Københavns Universitet.

Stor hjælp til Københavns Universitet og Nordea-fonden

-For os er samarbejdet en unik mulighed for, at vores viden om fisk og sundhed når direkte ud til danskerne på en spiselig og forståelig måde, takket være akvariernes dygtige formidlere. Samtidig kan vi som en del af udstillingen dykke ned i gæsternes fiskevaner på en visuel og utraditionel måde, siger professor Christian Mølgaard fra Institut for Idræt og Ernæring på Københavns Universitet.

-Der er et kæmpe potentiale i fisk som sund fødevare. Nordsøen Oceanariums aktiviteter vil inspirere flere børn og voksne til putte flere fisk i madpakkerne på middagsbordet, siger Henrik Lehmann Andersen, direktør i Nordea-fonden, som støtter projektet.  

 

 

Læs om fantastiske oplevelser og events