Blokhus:
Fårup Sommerland går ”all-in”
En verdensnyhed i form af hele to vandrutsjebaner samt et nyt firestjernet hotel er på vej til Fårup Sommerland – henholdsvis i 2015 og 2016.
Tekst: Lotte Kande (redigeret) Foto: Presse
Der kommer ikke bare én – men hele to nye vandrutsjebaner i Fårup Sommerlands Aquapark i 2015.
– Vi går i gang med byggeriet om ganske kort tid, så rutsjebanerne står klar til gæsterne, når Aquaparken åbner den 5. juni næste år. – Man kan godt begynde at finde badetøjet frem, for det bliver nogle helt vilde rutsjebaner, det lover jeg, siger en glad Fårup Sommerland-direktør Søren Kragelund og tilføjer;
En ny liga
– Den ene af vandrutsjebanerne bliver af typen Double-AquaLoop, og bliver den første af sin slags i verden. Du starter på toppen, højt oppe i en lille kabine. Et øjeblik efter forsvinder gulvet under dig, og du ryger i frit fald ned i et lukket rør og fortsætter i høj fart nedad og nedad, gennem to loops, og slutter med et stort plask. Double-AquaLoop er markant vildere, end andre vandrutsjebaner vi kender i Skandinavien, og den er tiltænkt alle de mange fartdjævle og vandhunde, der ikke kan få det vildt nok. Vi er sikre på, at rutsjebanen bliver et kæmpestort tilløbsstykke næste sæson.
– Den anden rutsjebane er typen Kamikaze, og her er det sjove, at det går virkelig stærkt nedad, for den er uhyggelig stejl, forklarer Søren Kragelund. Han fortæller videre, at de to rutsjebaner betyder et løft op i en ny liga for Fårup Sommerlands i forvejen omfattende Aquapark, der er Danmarks største.
Hotelprojekt – en Investering til 45 millioner kroner
Men nye vandrutsjebaner er ikke det eneste Fårup Sommerland investerer i. Under etablering er ligeledes et firestjernet hotel på en investering i omegnen af 45 millioner kroner.
– Vi har ønsket os et hotel i parken i årevis, og nu bliver det endelig en realitet. Den endelige beslutning blev taget på vores bestyrelsesmøde den 18. august, og etableringen af hotellet er allerede i fuld gang. – Det er en drøm der går i opfyldelse, siger Søren Kragelund.
Det nye hotel kommer til at ligge som en integreret del af parken, så gæsterne på hotellet kommer til at bo inde i parken og får en spændende udsigt over søen, Orkanen og Falken fra værelserne.
– Der bliver 51 værelser og hotellet bliver – som alt andet i Fårup Sommerland – indrettet i et rigtigt skov-tema med børne- og familievenligt indretning fra kælder til kvist.
Hotel vil styrke turismen
– Næste år har Fårup Sommerland været en del af nordjysk turisme i 40 år, og parken er mere populær end nogensinde. Et hotel i den kvalitet, vi vil bygge, vil styrke og øge turismen, ikke blot for Fårup Sommerland, men for hele destinationen. Hotellet vil fint supplere de mange campingpladser og andre overnatningsmuligheder, der findes i forvejen, og trække endnu flere gæster til Nordjylland, understreger Søren Kragelund.