Tekst: Martin Frandsen – Foto: Poul Nymark
Med sommerens kommen mærker Fårup Sommerland for alvor det store rykind af gæster. I første omgang er det, når skoleeleverne går på ferie og for alvor i ugerne 28, 29 og 30, hvor de fleste holder ferie.
Længere åbent
Derfor har Fårup Sommerland som noget nyt også valgt at udvide åbningstiden i år.
– Vi åbner en halv time tidligere, nemlig kl. 09.30. Det betyder, at de morgenfriske gæster kan komme gennem billetlugerne allerede lidt over kl. 09.00 og være klar, når forlystelserne åbner kl. 09.30, fortæller Niels Jørgen Jensen, direktør i Fårup Sommerland.
Det sker for at give gæsterne den bedst mulige oplevelse og tid til at prøve de mange sjove forlystelser, der holder åbent til kl. 20.30.
– Med en udvidet åbningstid er vi ekstra klar på det store besøg, siger Niels Jørgen Jensen.
Kan ligne rekord
Sammen med personalet glæder han sig over en rigtig flot start på sæsonen med mange glade gæster, og det skyldes selvfølgelig nyheden, Danmarks største rutsjebane Fønix, men også at der generelt har været rigtig fint vejr til at more sig i en forlystelsespark.
– Det er ingen hemmelighed, at vejret betyder meget for os. Vi er lige nu foran budget, og hvis denne tendens fortsætter, så kan det komme til at ligne, at vi får en rekordsæson, siger Niels Jørgen Jensen.
Den nuværende rekord er fra 2013 med 650.000 gæster.
Denne sæsons fremgang kan også ses på antallet af overnatninger og reservationer på Hotel Fårup.
– Der er meget får værelser tilbage i juli, og for hver dag må vi melde flere og flere dage som udsolgte, fortæller Niels Jørgen Jensen.
– Vi kan tydeligt mærke, at nordmændene er tilbage for alvor, og det er godt for hele vores destination, siger han.