Aabybro

Fælles hjælperdag i Biersted

Lørdag 30. april kl. 10 til 14 inviterer Biersted IF hele byen til i fællesskab at hjælpe med at holde de forskellige fritids-anlæg vedlige, oplyser Henrik Skøtt, foreningsbestyrer i Biersted IF.
– Hjælperdagen er en dag, Biersted IF har taget initiativ til. Det handler om fællesskab og er et forsøg på at invitere hele byen ind i det fællesskab, som idrætsforeningen og faciliteterne ved hallen skaber, fortæller han.

Et fællesskab
Skaterpark, multibane og hal bliver heldigvis brugt flittigt, men det betyder også, at tingene har brug for en kærlig hånd en gang imellem.
– Formålet med hjælperdagen er at få udført en del af de praktiske opgaver, der er, men mindst lige så vigtig er fællesskabet, understreger Henrik Skøtt.
Dagen vil derfor begynde med praktiske opgaver som indsamling af affald i læbæltet, oprydning, fjerne ukrudt, lappe muldvarpehuller på fodboldbanen.

Hygge og samvær
Dernæst er der hygge og samvær med gratis fællesspisning for alle børn og hjælpere sponsoreret af idrætsforeningen.
– Alle er velkomne til at møde op og hjælpe med at vedligeholde faciliteterne ved hallen i Biersted. Vores C-hold hjælper med at koordinere de opgaver, vi har, og mens de voksne arbejder, bliver børn og unge beskæftiget ved to store hoppeborge der er lejet hos den lokale udlejer HopNord i Aabybro, siger han.
Idrætsforeningen har ovenikøbet været i Lønstrup for at hente en skøjtebane hos butikken Keramoda.
Det er en helårsbane, så den smelter ikke, selvom det skulle blive 20 grader, og der vil være skøjter, som børnene kan låne.
Idrætsforeningen har fået støtte på kr. 3.000 til arrangementet fra udviklingspuljen i Jammerbugt Kommune.

Læs om fantastiske oplevelser og events