Igen i år danner pinsen ramme om den Internationale Wind Festival, som afholdes på Blokhus strand.
Farverige drager, faldskærme og paraglidere fylder luftrummet over stranden mellem Blokhus og Løkken, når drageentusiaster fra flere lande i Europa sætter hinanden stævne lørdag og søndag 27. og 28. maj fra klokken 10-17.
Flotte figurdrager og drageeksperter
Traditionen tro kan du både opleve de store farvestrålende figurdrager og møde de internationale drageeksperter fra Nordic Kite Meeting, forskellige vindentusiaster samt børn og voksne, der alle deler deres passion for farvestrålende drager, der danser ballet mod den blå himmel.
De tidligere år er publikum blevet mødt af påskehare, bamser, fantasidyr og øvrige sjove og farverige figurer. Figurdragerne er 1- linede drager og ofte hjemmesyede. Blandt dragefolket udveksler man erfaring, og indimellem bytter man også drager med hinanden, oplyser arrangørerne.
I Blokhus for 25. gang
I år kan Wind Festivalen faktisk fejre et ”sølvbryllup” på stranden, idet ”Nordic Kite Meeting” kommer til Blokhus for 25. år i træk. De flyver med 2-4 linede drager, som også er meget farvestrålende.
-Det er utrolig fascinerende at se de dygtige drageflyvere, som med præcision blandt andet kan få dragen til at lande på en finger.
-Jeg imponeres hvert år af den ekstreme kontrol de har til at styre disse drager helt ned til mindste detalje. Det er et ”must see”, udtaler Jette Haugaard Grønhøj, som er eventkoordinator for
Skal du afprøve dine egne færdigheder i drageflyvning så kan du i løbet af pinsen vinde et lynkursus i at flyve med en flerlinet drage. Efterfølgende får kursisterne sin egen drage med hjem. Konkurrencebetingelserne kan man finde på Blokhus Wind Festivals Facebook side.
Har du selv en drage, kan du også tage den med på Blokhus strand. Her er der etableret et friflyvningsfelt, hvor du har mulighed for at flyve med din egen drage, og samtidig få gode råd til køb af drager med hjælp fra Ninna fra Kite Corner Løkken.
Faldskærme og paraglidere
Festivalen byder også på andre spændende vindaktiviteter. Mød PG Nord Paragliderklubben Nordjylland, som medbringer deres sjov power eller motordrevne paraglider. De viser og fortæller gerne, hvordan man kan lære at paraglide, og hvad der skal til for at komme i gang.
Faldskærmsklubben Nordenfjords stiller op for 7. gang til Blokhus Wind Festival, hvor de dygtige springere deler ud af deres erfaringer med at springe. Der bliver faldskærmsudspring både lørdag og søndag kl. 11 og kl. 14 ved strandhusene på Blokhus Strand. Du kan finde faldskærmsklubben på stranden hele dagen og få en snak med dem om, hvordan du kan komme i gang med faldskærmsudspring.
Aktiviteter for de mindste
Husk at tage din bamse med til Blokhus Strand. Her kan den nemlig få sit eget faldskærmsudspring og diplom for sin heltegerning. Lige efter faldskærmsudspring for bamser bliver der karameludkast fra drage. Det kommer til at foregå hver time fra friflyvningsfeltet. Første flyvning er kl. 11 og sidste flyvning starter kl. 16.
Lørdag kl. 15 bliver der traditionen tro anderæs for de mindste. For at deltage skal du møde op ved Fiskernes Hus på Blokhus Strand kl. 14 for at blive indskrevet.
Arrangementet er vejrafhængigt, men der opfordres til at følge med på Blokhus Wind Festivals Facebookside såfremt der opstår programændringer.