Det sker

Fast sommertradition i 40 år

 | FOTO: Poul Nymark
2025 er jubilæumsår for Løkken Koncert

Lørdag 12. juli 2025 forvandles Løkken til et musikalsk centrum, når Anne Linnet m. band, Ude Af Kontrol, TV2, Jonah Blacksmith og Lukas Graham indtager scenen i badebyen Løkken.
I 40 år har tusindvis af koncertgæster og populære bands besøgt badebyen Løkken til de familievenlige Løkken Koncerter, og for mange er det en fast tradition.

I 2025 fejrer arrangørerne det store jubilæum.

Friluftskoncerterne har en lang og glorværdig historie og symboliserer fællesskab, lokal stolthed og samarbejde. Samtidig har de styrket økonomien i det lokale foreningsliv i og med overskuddet efterfølgende går til de involverede foreninger.
Løkken Koncerter har styrket byens musikalske image og givet byen et ry, der rækker ud over strand og badehuse. 

Sådan lyder det fra en af de frivillige i GVL Løkken, Torsten Ussing, som har boet i Løkken siden 1964 og har været med til at arrangere koncerten i alle årene.
Han husker hvordan Grøn Koncert blev afløst af Løkken Koncert tilbage i 1985. Den daværende formand Johnny Philipp Ellitsgaard var idemanden bag koncerten, og foreningen lagde forsigtigt ud med to navne på programmet. Tøsedrengene og News og omkring 100 frivillige var med til at sikre, at gæsterne fik en god oplevelse. Overskuddet blev til 100.000 kr. og det skabte for alvor blod på tanden hos den lokale bestyrelse.

-Dog har der været udfordringer undervejs, fortæller han. Et arrangement af den størrelse kræver hårdt arbejde og en stor indsats for at lykkes.
Der er mange faktorer, der kan have indflydelse på, hvor godt det går, og der har også været år, hvor koncerten har realiseret et underskud. Helt præcis er det 4 år ud af de 40.

Skelsættende i 1991

De følgende år gjorde bestyrelsen sig umage for at fastlægge et musikprogram, der rummede navne som var populære blandt danskerne:

Kim Bach, som har været en del af koncertudvalget de sidste 35 år husker 1991 som året, hvor tingene vendte. Det var f.eks. det år, hvor vi har solgt flest øl. -Rigtig mange øl, som han udtrykker det. En historiks rekord med 810 fustager med 25 L i hver.

-Det var også det år, hvor vi var lykkedes med at sammensætte et fantastisk program med Shu-bi-dua, Back to Back, Lars Lilholt, Moonjam og Allan Olsen med sit band Nordland, fortæller han og fortsætter: -Samtidig var vi nok også blevet dygtigere til afviklingen og fik en mere professionel tilgang til at drive forretning.

Årene efter formåede koncertudvalget, at få større navne inviteret til at optræde. Vi har f.eks. haft Kim Larsen, Johnny Madsen, TV2 og Lars Lilholt på scenen flere gange og sammen med Minds of 99, DAD, Andreas Odbjerg, Sanne Salomonsen og Rasmus Seebach har det ført til at koncerten fik luft under vingerne igennem årene. 
Løkken Koncert er gået fra 2 koncertnavne til at det nu er 5-6 kunstnere, der går på scenen i løbet af dagen.

Bredt samarbejde

Løkken Koncerter arrangeres af GVL Løkken Idrætsforening, som igennem årene har haft samarbejde med omkring 8-12 foreninger fra nabobyerne. Og fra at der blot har været 100 frivillige er der nu op mod en hel hær, der tæller omkring 500 personer, som sikrer at arrangementet forløber gnidningsfrit, så alle gæster får en god oplevelse. For det er i lige så høj grad det som Løkken Koncert handler om. Et musikprogram sammensat af populærmusik for alle aldre og et sted, der skaber grobund for positive samarbejder og fællesskaber med socialt samvær på tværs af generationer.

Og mere end nogensinde er der brug for at dyrke de værdier, pointerer de begge samstemmende. Idag hvor meget tid går bag skærme er fællesskaber, hvor der skabes relationer enormt vigtige. Alle kan arbejde sammen om en fælles sag, og det fremmer både socialt samvær og en lokal stolthed.
Det er en tradition, som GVL Løkken værner om og ønsker at give videre til næste generation, så Løkken Koncerter kan fortsætte i mange år frem.

Læs om fantastiske oplevelser og events