Aabybro

FDF lægger jord til nye kommunale byggegrunde

Udstykningen Horsbækken i Aabybro er faktisk udsolgt

Salget af byggegrunde i Aabybro fortsætter med ufortrøden rekordfart.

I foråret 2018 blev etape 2 i det nye boligkvarter Horsbækken i den sydøstlige del af byen udbudt til salg, og nu er stort alle 20 grunde solgt.
Tilbage er syv grunde, som dog alle er reserverede.

Derfor er Jammerbugt Kommune på jagt efter arealer til byggemodning.
– Vi har jo en politik om, at vi skal kunne tilbyde både kommunale og private byggegrunde, forklarer borgmester Mogens Christen Gade (V).

Overtager FDFs kredshus

Samtidig har FDF Aaby-Vedsted brug for en økonomisk håndsrækning for at kunne finansiere sit lån fra opførelse af kredshuset på Torngårdsvej 16 tilbage i 2009.

Derfor har foreningen kontaktet kommunen for at høre, om den ville overtage lånet mod samtidig at kunne råde over en stor del af den cirka 35.000 kvadratmeter store grund, som hører til kredshuset.
– Vi har haft en dialog, som betyder, at vi overtager deres lån og en del af deres jord, bekræfter borgmesteren.

Dermed overtager kommunen cirka 29.500 kvadratmeter af arealet, som støder op til Horsbækken, og der kan skønsmæssigt etableres 15 til 20 nye parcelhuse.

– Men vi havde ikke gjort det, hvis ikke det samtidig var for at hjælpe FDF Aaby-Vedsted, siger han.

Håber på nye grunde til sommer

Tidsplanen for den nye udstykning, Horsbækken etape 3, er endnu ikke på plads, men der en forventning om, at en byggemodning kan finde sted i løbet af foråret så de nye grunde kan udbydes til salg efter sommerferien, oplyser borgmesteren.
– Det er dejligt at se, der er en så stor aktivitet og udvikling. Det gælder jo ikke alene de kommunale grunde, men også de private udstykninger, uddyber han og henviser til projekt Solstrålen i den nordlige ende af Aabybro, hvor 18 af første etapes 41 grunde allerede er væk.

Udover Horsbækken etape 2, så omfatter Horsbækken etape 1 samlet 26 solgte grunde.

Læs om fantastiske oplevelser og events