Aabybro

Festlig vinterferie i DGI Huset nærmer sig højdepunkt

Sjov og leg i de mange hoppeborge. Fuld koncentration, når Cirkus Trapez udfører sine numre og en festlig MGP 2022.

Cirkus og hoppeborg
Der har været fart over feltet og masser af besøg i DGI Huset i Aabybro denne vinterferie, og det hele kulminerer lørdag 26. februar kl. 17, når dørene åbner til en kæmpe børnefest i anledning af børnenes melodi grand prix.
– I weekenden havde vi masser af forskellige hoppeborge fra HopNord i både multisalen, hvor de yngste kunne tumle, og i Hal A, hvor de ældre kunne lege. Der har været rigtig mange børn forbi, så det har været en god ide for de små at opdele det i to, fortæller eventchef Belinda Fredsgaard.
Et nyt indslag var tirsdagens besøg af Cirkus Trapez, der nød opmærksomheden fra 200 børn og en hel del bedsteforældre, som havde taget børnene med på en ferieoplevelse til forestillingen kl. 15.00, mens der var omkring 100 gæster til forestillingen kl. 18.00.
– Vi har fået mange positive tilbagemeldinger om forestillingen, siger Belinda Fredsgaard.

En kæmpe succes
Et andet nyt tiltag er lørdagens MGP fest.
– Jeg havde håbet, der ville komme 100 børn. Så ville det blive en god aften. Derfor var det også oprindeligt meningen, at vi ville holde vores MGP-fest i multisalen, fortæller Belinda Fredsgaard.
Men DGI Huset er nærmest blevet lagt ned af den store interesse.
– Vi er væltet bagover af, at så mange vil være med. Indtil nu har vi solgt 250 billetter, og derfor har vi flyttet festen til den store Hal A. Det betyder også, at vi stadig kan sælge flere billetter, fortæller Belinda Fredsgaard.

Glimmer og glitter
Der er sørget for den helt store MGP oplevelse, hvor gæsterne bliver budt velkommen med rød løber samt et hav af balloner, diskolys og en masser glimmer og glitter.
Der vil være boder, hvor man kan købe snacks og slush ice eller få taget en selfie foran en glimmervæg, og der er en masse konkurrence med præmier.
– Der vil også være boder, hvor man for eksempel kan få ansigtsmaling eller farvet sit hår, fortæller Belinda Fredsgaard.
– I løbet af aftenen vil vi også prøve at slå en af rekorderne i Børnenes Rekordbog, tilføjer hun.
Desuden vil der være al den pizza, man kan spise.
Som opvarmning til MGP 2022 spiller det lokale band JAAIIL, som sidste år blev nummer 2 ved MGP.
For forældre er der gratis adgang med mindre, de vil spise pizza, men forældre opfordres til at aflevere børnene i døren, og så er der mulighed for at købe take away med sig hjem.
– Det er jo en børnefest, og det bliver en rigtig festlig MGP-fest, fortæller Belinda Refsgaard.
– Vi er blæst bagover af den store opbakning, og vi er så glade for det, understreger hun.
Se mere på DGI Husets hjemmeside:

DGI Huset Aabybro (halbooking.dk)

Læs om fantastiske oplevelser og events