Blokhus Medier_logo-01
Nyheder
imported

Firma i fokus: Mortensens Mad

Der er gang i både gryder og nye initiativer på den gamle kro i Vester Hjermitslev.

Tekst og foto: Lotte Kande

Det er kun 8 måneder siden, at Kristian Mortensen lejede sig ind på den gamle kro. – Ja, jeg vedkender at nogle i min omgangskreds mente, at det var det helt forkerte sted. Ude på landet, væk fra større byer og i lokaler, der skulle have en ordentlig omgang knofedt. Heldigvis stolende jeg på min egen intuition, siger han til Blokhus avis, da vi møder ham på kroens kontor. 29 årige Kristian, der i øvrigt er opvokset i Pandrup, er udlært både kok og slagter og har siden teenageårene vidst hvilken retning han ønskede. – Jeg startede som opvasker som 13 årig og da jeg fyldte 16, tog jeg min første læreplads som kokkeelev i Norge. Sidenhen har faget bragt i spændende stillinger i lokalområdet og senest har han drevet Golf Caféen i Brønderslev, inden han d. 1. marts overtog lokalerne i Vester Hjermitslev og etablerede sig under navnet, Mortensens Mad.

Klassisk med et twist

Herfra laver han god simpel mad, klassiske retter med et twist og efterspørgslen er stor. – Da vi åbnede tidligere på året lavede jeg et åbningstilbud på Tapas To Go. Jeg havde forventet at kunne levere 300 kuverter den første måned, men slutresultatet lød på 2200, fortæller han med et smil og fortsætter, – lokalbefolkning har taget rigtig godt i mod mig. Stedet her er jo ikke en restaurant, men en restaurationsvirksomhed, som forbereder, tilbereder, og ikke mindst leverer mad ud af huset. Vi er stærke i at tilbyde frokostordninger til virksomheder, men der er naturligvis altid plads til én mere, siger han. Mortensens Mad har ligeledes ugens ret på menuen, der kan bestilles hver dag, ligesom der er mulighed for, at bestille mad til festlige anledninger. Kristian fortæller også, at salget af jule- og nytårsmenuerne allerede er i godt gang.

Fest på kroen

Og, så løfter han sløret for endnu et tiltag. For drømmen om at drive sit helt eget sted, bliver først endegyldigt, når han umiddelbart efter årsskiftet kan tilbyde sine kunder at afvikle både dåbsfester, fødselsdage, konfirmationer og bryllupper mv. i kroens gamle festsal. I øjeblikket er han i gang med en gennemgribende renovering af lokalerne og forventningerne hertil er store. – Det er slet ikke så ringe at være ”flyttet på landet”, siger Kristian med nordjysk lune i stemmen. Jeg har fra starten været ærekær omkring mit virke. Branchen er hård og det er ikke længere nok, at man kun ved hvordan god mad skal smage. – Jeg er selvfølgelig både ydmyg og stolt over, at jeg på under et år har kunne udvide virksomheden til allerede nu at tælle 3 fuldtidsansatte. Det havde jeg ikke turde håbe på, da jeg besluttede mig for at blive selvstændig, afslutter han.

Læs om fantastiske oplevelser og events