Nyheder
imported

Fisketur fra Blokhus Strand lørdag den 5. april 2014.

Erik Munch fortæller om Baadlaugets fisketur for laugets medlemmer.

Fisketur fra Blokhus Strand lørdag den 5. april 2014

Tekst: Erik Munch & Foto: Birgit Haugaard

Igen i år havde Baadlaugets bestyrelse arrangeret fisketur for laugets medlemmer. Mødetid kl. 6:30 i Fiskernes Hus til orientering om dagens fisketur. Kl. 7 stod 21 medlemmer af Baadlauget til søs om bord på i alt 7 både. Der var informeret om et vejrlig på 6 sekundmeter fra sydvest, så der ville være forholdsvis fladt vand nær kysten, men længere ude fra land var der dog meterhøje bølger. Det var hundekoldt, vandet var 5 grader. Men der blev fisket livligt, indtil den sidste båd kom ind kl. 13. Desværre måtte en af bådene udgå efter kort tids sejlads, da der opstod problemer med gearet. En enkelt fisker måtte sættes i land før tid, da han ikke havde hørt efter i timen. Man skal være iklædt en regnjakke, som går udover ens waders – ellers bliver waders fyldt med vand som en åben plasticpose i regnvejr, og man er i fare for at ”drukne indefra” !  En af bådene vovede sig ud på stenene ved Lønstrup, hvor der blev fanget rigtig mange torsk. Udover torsk blev der fanget rødspætte, ising, ulk og krabbe. Efter landgang samledes alle i Fiskernes Hus, hvor flere var mødt op for at møde de friske fiskere. Her kunne alle varme sig på kaffe og hjembagt kage samt slukke tørsten på øl og vand. Og så var der præmieoverrækkelser.

På billedet ses vinder med fangst af største fisk, en torsk på 2,61 kg, som blev Jonas Sørensen og dermed også vinder af vandrepokalen 2014 . Blandt andre vindere var Claus ”Hattemager” med fangst af flest antal fiskearter.

 

Læs om fantastiske oplevelser og events