Tekst: Lotte Kande – Foto: Blokhus Avis
Fjernvarmen er et emne, der er blevet flittigt vendt rundt omkring i vores lokalområde igennem de seneste måneder, og med rette, når man tænker på de stigende energipriser som har præget alle danskeres hverdag.
Alle disse snakke har medført, at der er kommet en henvendelse til Samrådet Destination Blokhus, som er en paraplyorganisation for alle foreninger i Blokhus-Hune området. Der forespurgt på muligheden for at Samrådet kan stå i spidsen for en henvendelse til Jammerbugt kommune – og de lokale fjernvarmeforsyninger, omkring et evt. samarbejde, udtaler formand for Samrådet, ejendomsmægler Hans Henrik Hansen.
– Det gjorde vi selvfølgelig gerne, og efter en del skrivearbejde frem og tilbage, blev vi i Samrådet enige om at indkalde vores medlemmer til et møde, med henblik på at få nedsat en arbejdsgruppe der skal arbejde videre med projektet, fortæller han til Blokhus Avis.
Mødet blev afholdt 25. oktober på Kunstcaféen i Blokhus, og her mødte der en flot repræsentation af foreninger op, og ved samme anledning blev der af formanden, Hans Henrik Hansen, givet en kort orientering om den korrespondance der hidtil har været, og ligeledes kom der en del nye oplysninger frem omkring mulighederne for fremtidig levering af fjernvarme til området.
Udvalg nedsat
Efter gode diskussioner og debatter blev der enighed om at nedsætte et udvalg som hurtigst muligt skal arbejde videre med at undersøge de nye muligheder og få etableret et samarbejde med kommunen samt de respektive værker i området.
-Der var med de nye oplysninger in mente stor positivitet omkring projektet og muligheden for at få etableret fjernvarme i området, og alle gik fra mødet med stor optimisme, uddyber Hans Henrik Hansen og orienterer samtidig om at arbejdsgruppen der nu er nedsat snart vender tilbage med flere oplysninger – og at der formentlig indkaldes til et orienteringsmøde omkring arbejdet, så snart der foreligger nyt.
-Men det var et virkelig positivt møde og der hersker ingen tvivl om, at der nu arbejdes på alle parametre for at finde en god løsning for området, afslutter han.