Nyheder
imported

Flere danskere foretrækker at holde ferie i Danmark

For mange danskere er sommerferien ensbetydende med charterrejser til sydlige himmelstrøg. I år lader det imidlertid til at blive anderledes – det vurderer Louise Byg Kongsholm, der er administrerende direktør hos pej gruppen – scandinavian trend institute, der analyserer forbrugertrends og -adfærd.

Tekst: Louise Kande – Foto: Robin Skjoldborg

På grund af udbruddet af COVID-19 og den usikkerhed, panedemien medfører, vil mange danskere foretrække at holde ferien i hjemlandet i år, lyder det fra trendforskeren.

-Vi befinder os i en hidtil ukendt situation, der kan forekomme skræmmende og som har betydet, at ”plejer” er sat på ”stand by”. Det samme gælder vores måder at agere på – vi søger det nære og trygge, fastslår Louise Byg Kongsholm.

-Vi vil derfor se, at rigtig mange danskere vælger at holde sig inden for landets grænser – også efter det nuværende indrejse- og udrejseforbud bliver ophævet. Naturen bliver for alvor et fysisk og mentalt frirum for mange mennesker den kommende tid, lyder vurderingen fra Louise Byg Kongsholm. 

Uden at trække direkte paralleller til finanskrisen i 2008, er der flere lighedstegn, når det gælder forbrugernes adfærd, påpeger Louise Byg Kongsholm.

-Under finanskrisen oplevede vi, at mange fandt glæde i at genopdage Danmark og hvor ”staycation” i stigende grad vandt indpas. Det vil vi sandsynligvis også komme til at se nu – dels fordi denne her krise har store økonomiske konsekvenser for den enkelte borger, som derfor ikke føler, at der er økonomisk råderum til en udlandsrejse og dels fordi det føles mere sikkert at opholde sig hjemme på adressen, i sommerhus, på campingplads eller lignende, fortæller hun.

Hos Sol og Strand Feriehusudlejning, der udlejer og servicerer omkring 6.500 feriehuse i hele Danmark, mærker man også en stigende interesse fra danskerne i forhold til at leje et sommerhus, og det glæder direktør Per Dam.

-Det har stor betydning, at danskerne vælger at holde ferie i Danmark i år, og vi ser frem til at kunne tage godt imod de mange danske feriegæster. Vi vil gøre alt, hvad vi kan for at give dem en god oplevelse i et dansk feriehus, siger han.

Selv en stigende dansk efterspørgsel vil dog ikke kunne lukke hullet efter tabet af de udenlandske overnatninger, der normalt udgør 75% af de årlige overnatninger i feriehusbranchen, fastslår Per Dam.

-Vi er rigtig glade for flere danske gæster, men siden regeringen valgte at lukke Danmarks grænser, har den danske feriehusbranche allerede mistet 2,4 millioner overnatninger, og der er i øjeblikket ingen efterspørgsel fra udlandet på grund af usikkerhed omkring en mulig åbning af grænserne. Det har store konsekvenser ikke alene for Sol og Strand og vores husejere men i den grad også for de mange danske kystsamfund, hvor tusindvis af job er bundet op på turismen. En feriegæst bruger en tredjedel af sit forbrug på overnatning, mens to tredjedele går til forbrug på feriedestinationen, så derfor rammer denne her krise lokalsamfundene uhyre hårdt, siger Per Dam og tilføjer.

-Danmark er et skønt land og rummer en masse oplevelser i de forskellige regioner med et væld af aktører, der hver dag stræber efter at skabe gode oplevelser for gæster. Ved sammen at støtte lokalt og dansk i år kan vi være med til at skabe muligheden for, at disse gode oplevelser også findes efter krisen.

Læs om fantastiske oplevelser og events