Strandhotel Klitrosen, beliggende kun få hundrede meter fra Vesterhavet i Slettestrand, har ovenpå en succesfuld sommersæson, oplevet større interesse for både overnatning og bespisning.
-Vi ser at både turister og gæster fra lokalområdet i stigende grad har fået øjnene op for, at vi eksisterer, fortæller daglig leder Michael Petersen, der har 15 års erfaring fra restaurationsbranchen. Han har fungeret som leder i halvandet år og kommer oprindeligt fra Aalborg, men bor nu i Ranum med kæreste og barn. Hotellet, der både har restaurant og hotelværelser, stod igennem længere tid tomt, men efter at Villy Jæger og Carmilla Tegen købte det i 2022 har det gennemgået en omfattende renovering.
Idag fremstår det som et moderne og indbydende hotel, hvilket har tiltrukket flere gæster til Slettestrand.
Moderne festkoncept
En af Strandhotel Klitrosens største succeser er afholdelse af selskaber, i særdeleshed bryllupper.
Hotellet har taget en moderne tilgang til festafvikling med konceptet “Social Dining”. -Det er en form for moderne buffet, hvor retterne serveres ved bordet. Typisk består det af 8-12 serveringer, såsom fire forretter, tre hovedretter og resten desserter, forklarer Michael Petersen. Hotellet tilbyder i øjeblikket 10 % rabat på hele arrangementer, der bestilles inden udgangen af 2024.
Hotellet har også fokus på bæredygtighed og er for nylig blevet Green Key-certificeret, et anerkendt miljømærke tildelt af Horesta til hoteller, der kan dokumentere bæredygtige tiltag såsom eksempelvis affaldssortering og energibesparelser
Sæsonens madoplevelser
Ovenpå en meget travl efterårsferie lukkes restaurantdelen midlertidigt, men der venter flere spændende arrangementer i november og december. Gæster kan blandt andet se frem til en Vildtaften den 2. november, hvor der serveres krondyrkød fra Gjøl, og til Mortensaften den 9. november. Hotellet fokuserer på lokale råvarer og har opbygget samarbejder med lokale leverandører, når det er muligt.
Derefter følger en række julefrokoster med levende musik den 22.-23. og 29.-30. november samt et familiearrangement den 24. november og 1. december. Årets sidste store begivenhed er en nytårsmenu, som kan bestilles som take-away.
Billetter kan købes via hotellets hjemmeside klitrosen.dk, hvor man i forbindelse med julefrokosterne også kan bestille overnatning i de nyrenoverede værelser.
Efter nytår lukker Strandhotel Klitrosen ned for sæsonen, og åbner igen 4. april 2025.