Søndag den 11. oktober kl. 14 bliver der budt op til dans på Blokhus Torv, når Saltum Folkedanser og Spillemandsforening inviterer børn og voksne til at prøve kræfter med de gamle danske folkedanse. Her er der mulighed for at opleve en tradition, hvor levende musik, bevægelse og fællesskab går hånd i hånd. Et nyt initiativ under Blokhus Efterårsfestival.
Folkedans har rødder i tidligere tiders fest- og dansekultur, hvor dansen var en naturlig del af livet ved højtider, bryllupper og lokale sammenkomster. Det førte blandt andet til oprettelsen af folkedanserforeninger rundt om i landet.
I dag oplever folkedansen fornyet interesse. De traditionelle danse tilbyder noget andet end mange moderne fritidsaktiviteter. Her mødes man fysisk, danser sammen og bliver en del af et fællesskab på tværs af generationer. Samtidig er der kommet større nysgerrighed på kulturarv og gamle traditioner, som nu får nyt liv i nye sammenhænge.
– Folkedansen har virkelig fået nyt liv de senere år, og det giver faktisk god mening. Vi søger i højere grad fællesskaber, nærvær og oplevelser, hvor vi selv er med, og samtidig er der kommet en ny nysgerrighed på gamle traditioner. Det er nok en del af forklaringen på, at folkedansen pludselig føles langt mere nutidig, end mange måske forestiller sig. Derfor synes vi, den passer perfekt ind i Efterårsfestivalen, fortæller Jannie Ratke O’Connor, eventansvarlig i Destination Blokhus.
På Blokhus Torv sørger Saltum Folkedanser og Spillemandsforening for musik og introduktion til de første trin. Alle kan være med, og det kræver hverken danseerfaring eller tilmelding. Det er gratis at deltage, så man kan blot møde op og lade sig rive med af musikken.
Arrangementet er en del af Blokhus Efterårsfestival, som finder sted fra 10. til 18. oktober 2026 og arrangeres af Destination Blokhus og VisitJammerbugten.




