På det seneste møde har bestyrelsen for Sparekassen Vendsyssels fond – Hvetbo fastlagt årets tema for donationer. Det bliver ”Fællesskab”.
Det bliver af formanden for fondens bestyrelse, Mogens Fransen, begrundet med, at der oven på en fællesskabsfattig periode med Corona er et stort udækket behov for at genopbygge fællesskabet i bred forstand.
– Vi kan jo netop nu bl.a. konstatere, at der er sket et stort fald i antallet af medlemmer i nogle ungdomsorganisationer. Vi ønsker derfor at understøtte aktiviteter, der kan bidrage til at genopbygge og gerne udbygge fællesskabet, uddyber han.
Kom med ideer
Foreninger og organisationer i lokalområdet (tidligere Pandrup Kommune) opfordres derfor til at overveje aktiviteter og projekter, der – når de kan gennemføres – kan bidrage til at øge det lokale fællesskab.
– Bestyrelsen glæder sig til at se kreativiteten udfolde sig og til at bidrage til gennemførelse af sådanne fællesskabsopbyggende aktiviteter, siger Mogens Fransen.
Fonden vil senere på året annoncere en frist for indsendelse af ansøgninger om donationer.