Mange tager et minde med hjem fra ferien. En muslingeskal eller en magnet til køleskabet. Hos Skotlander Spirits i Pandrup kan feriemindet være en flaske rom, som du selv har tappet direkte fra tønden.
Bag oplevelsen står i dag en virksomhed, hvis rom og gin har vundet priser i blandt andet Miami, London og New York. Men historien begyndte med en ferie i Blokhus, en nysgerrig Google-søgning og et kærestepar, der fik en idé, de ikke kunne slippe igen.
Smag og tap direkte fra tønden
Mens mange turister bruger sommerferien på stranden eller i Fårup Sommerland, vælger andre at kigge forbi Skotlander Spirits.
Tirsdag og torsdag mellem klokken 12.00 og 15.30 i uge 29, 30, 31 og 32 åbner virksomheden dørene ind til produktionen og inviterer gæster til “Tap Selv Rom”. Her kan man dufte og smage rom direkte fra tønderne, høre om lagringens betydning for smagen og tappe sin egen flaske.
– Mange kommer, fordi de er nysgerrige. Men når de står med en flaske, de selv har tappet, får den pludselig en historie med sig. Det er noget helt andet end blot at hive en flaske ned fra en hylde i supermarkedet, fortæller Titte Skotlander.
Fra sommerhusgæster til spiritusproducenter
Historien om Skotlander begyndte langt fra de romtønder og destilleringsapparater, der i dag præger virksomheden i Pandrup.
De fleste tager hjem fra sommerhusferien med gode minder og et par billeder på telefonen. Anders og Titte Skotlander tog hjem med en idé, der få år senere fik dem til at forlade deres jobs i tv- og reklamebranchen, sælge lejligheden i København og flytte til Nordjylland for at satse alt på deres nye passion.
Under en ferie i Blokhus begyndte de at interessere sig for spiritusproduktion. En Google-søgning på “Hvordan laver man rom?” blev starten på det eventyr, der er blevet til Skotlander Spirits.
Tilbage i København begyndte de at eksperimentere med rom i en kælder på Christianshavn.
– Vi havde egentlig ikke nogen stor plan. Vi syntes bare, det var spændende, og så blev vi ved, fortæller Anders Skotlander.
Da deres første rom blev sendt til en international blindsmagning i Miami, blev den kåret som verdens bedste i sin kategori. Fra det øjeblik var Skotlander meget mere end en hobby.
Det var begyndelsen på en virksomhed, som i dag holder til i Pandrup, få kilometer fra sommerhuset, hvor idéen opstod.
En flaske med en historie
Selvom Tap Selv Rom er sommerens store trækplaster, er det langt fra det eneste, der venter bag dørene i den tidligere slagtehal på Hjulmagervej i Pandrup.
I showroomet kan gæster opleve hele Skotlanders univers samlet under ét tag. Her kan man smage produkterne, høre historierne bag dem og komme tæt på produktionen.
– Mange kommer bare for at kigge lidt, men ender med at stille en masse spørgsmål. Det er altid hyggeligt at fortælle om produkterne og vise, hvad der egentlig foregår bag kulisserne, fortæller Titte.
Skotlander tilbyder også håndbyggede romtønder, hvor man selv kan lagre rom og sætte sit eget præg på den.
Nordjyske dråber med international rækkevidde
Det, der begyndte med én rom i en kælder på Christianshavn, har siden udviklet sig til flere prisvindende brands. I dag står virksomheden blandt andet bag Great Dane Rum, Herbie Gin og Ellenor Likør. Under Skotlander-navnet produceres desuden en række romudgivelser, herunder den populære Bunker Rum. Virksomheden står også bag Queen’s Shots, som mange nok bedst kender som de rør, man møder på blandt andet musikfestivaler.
Fælles for produkterne er fokus på kvalitet, håndværk og i stigende grad også ansvarlig produktion gennem blandt andet økologi og Fairtrade.
Skotlander White Rum blev i 2016 kåret som verdens bedste lyse rom, Herbie Gin vandt titlen The Gin Master i 2019, og gennem årene er det blevet til mere end 20 internationale priser.
– Priserne er selvfølgelig dejlige at få, men det vigtigste for os er stadig, at folk har lyst til at besøge os og smage det, vi laver. Det er trods alt derfor, vi startede, afslutter Anders.




