En donation på 114.000 kroner skal være med til at skabe fællesskab, trivsel og nye venskaber for børn og unge med udviklingshandicap.
Det oplyser Fonden Sol og Strand i en pressemeddelelse.
Børn og unge med udviklingshandicap skal ikke bare have et sted at være – de skal have et sted, hvor de føler sig hjemme, set og værdsat. Det mener Fonden Sol og Strand ved Margit og Kjeld, der har valgt at støtte LykkeLiga med en donation på 114.000 kroner til indretningen af et nyt klubhus i Aalborg.
-Her planlægger vi at lave et fedt loungeområde, som er indbydende og lægger op til hygge og fællesskab. Samtidig vil vi indrette en arena, hvor man blandt andet kan spille bold, fortæller udviklingschef i LykkeLiga, Charlotte Espensen, mens hun viser rundt i den godt 800 kvadratmeter store bygning på Ølgodvej 7 i Aalborg Øst, som LykkeLiga overtog i maj sidste år.
Udefra ligner bygningen, der tidligere husede fagforeningen Teknisk Landsforbund, mest af alt en anonym kontorbygning. Men det indtryk forsvinder, så snart man træder inden. Her er entusiasmen stor – og det samme er visionerne hos holdet bag LykkeLiga.
-Vores ønske er at skabe et hus, der kan danne rammen om masser af lykke og oplevelser for børn og unge på specialområdet, siger Charlotte Espensen med et smil.
Et sted, hvor venskaber kan gro
Klubhuset, der har fået navnet ”LykkeLab – Danmarks Lykkeligste Klubhus” – skal danne rammen om fællesskab, bevægelse og oplevelser for børn og unge, som alt for ofte står uden fritidsfællesskaber. LykkeLab er for børn og unge på specialområdet, og alle i LykkeLiga skal kunne benytte huset. Tanken er desuden, at bosteder og specialskoler også kan gøre brug af klubhusetAmbitionen for LykkeLab er ikke blot funktionalitet, men følelsen af at træde ind et sted, hvor man er noget særligt.
-Ensomhed og manglende trivsel er et vilkår for mange børn og unge i vores målgruppe. Der er ikke mange mødesteder målrettet netop dem, og vi vil gerne give dem et sted, hvor de kan blive en del af et fællesskab og møde både nye og eksisterende venner, siger Charlotte Espensen og tilføjer, at det ikke bliver et krav, at man er en del af LykkeLiga for at benytte huset.
Forude venter en del arbejde, inden huset er ombygget. Ambitionen er at skabe et klubhus i verdensklasse, og derfor er næste skridt at igangsætte en visionsproces, hvor der inddrages eksterne partnere. Endnu er det for tidligt at sige, hvornår huset står helt færdigt. I første omgang er det dog muligt at få et kig indenfor, når LykkeLiga den 15. marts inviterer til motionsløb i Aalborg Øst – et arrangement, hvor alle kan deltage.
-Her viser vi huset frem for interesserede, og vi har blandt andet inviteret borgmester i Aalborg Kommune, Lasse Frimand Jensen (S) samt professionelle håndboldspillere til at deltage, siger Charlotte Espensen.
Mere end inventar
Hos Fonden Sol og Strand ved Margit og Kjeld glæder medstifter Margit Andersen sig over projektet, der er ved at tage form i Aalborg Øst.
– Når vi støtter et projekt som LykkeLab, er det ikke bare midler til inventar og indretning. Vi støtter et sted, hvor relationer kan vokse, og hvor børn og unge kan opleve sig selv som en del af et meningsfuldt fællesskab, som kan være med til at forebygge mistrivsel og ensomhed, siger Margit Andersen.
Fakta
LykkeLiga blev etableret i 2017 af de to ægtepar Rikke Nielsen og Lars Lundsgaard samt Charlotte og Mikael Espensen. De er forældre til pigerne Magda og Kaya, som begge har udviklingshandicap.
I dag er LykkeLiga et landsdækkende idrætsfællesskab med omkring 1.600 spillere fordelt på 85 klubber – herunder fire på Færøerne og én i Grønland – samt mere end 500 frivillige. På få år har LykkeLiga skabt markante resultater i kampen mod ensomhed og mistrivsel blandt børn og unge med udviklingshandicap.
LykkeLiga har desuden udviklet sig til en egentlig eksportvare. I Tyskland findes i dag 40 klubber, Norge har udvist interesse for konceptet, og blandt andet Sydkorea har ladet sig inspirere i udviklingen af en lokal pendant.
Med LykkeLab får indsatsen nu også et fysisk hjem, som kan samle børn, familier og fagpersoner – og åbne dørene for endnu flere.




