Blokhus:
Den 6. maj var det et år siden, at Dan Stage sammen med fem andre investorer overtog Blokhus Golfcenter efter ProArks konkurs – nu er Blokhus Golfcenter på rette spor
Tekst: Louise Kande – Foto: Presse
Sidste år i maj var der ikke en eneste reservation af i kalenderen, så den første tid var svær for centeret. Men optimismen er tilbage, og Dan Stage har tiltro til centerets fremtid.
– For de fleste golfspillere sætter pris på en bane i god stand, med super greens, et flot klubhus og inspirerende træningsfaciliteter. Det er meget vigtigt for centerets økonomi, at vores gæster har lyst til at komme tilbage, og at vi med vores faciliteter kan tiltrække nye medlemmer. Vi er ikke den billigste klub her i området, men vi bestræber os på at være den bedste, udtaler Dan Stage.
Medlemstallet er stort set uændret på trods af usikkerheden efter konkursen, og Dan Stage har tiltro til, at antallet af medlemmer vil begynde at stige.
– Vi vil jo også gerne, at gæsterne rejser hjem og anbefaler os til venner og bekendte. Det hele handler i bund og grund om at skabe en helhedsoplevelse, der er så god, at folk får lyst til at komme igen. Klipningen af greens, boldene på driving range, sengene i golflejlighederne, stjerneskuddet i caféen – det hele skal være i top, fortsætter Dan Stage.
I løbet af det sidste år, er der foretaget flere ændringer og tiltag i centeret – således et 100 m2 stort fitting studie, som er det største i Jylland og et af de bedste i Danmark. Det bruges til at måle golfsving med en radar og med minutiøs præcision udregnes hvilket udstyr, en spiller skal have. Det kan i øvrigt også bruges til indendørstræning om vinteren. Klubhuset er nymalet indvendig og snart ryger den gule farve udvendig. Træningsfaciliteterne er også forbedret – et græstee foran udslagsmåtterne, nye træningsbolde, nye tiltag i proshop, så stort set alle golfmærker repræsenteret, og i caféen bliver der hver dag serveret hjemmelavet mad.