Igennem flere år har Jammerbugt og Hjørring Kommune kunnet bryste sig af at være de største turistkommuner i Nordjylland målt på antallet af overnatninger.
Seneste tal dokumenterer samme placering i 2024 målt op imod de øvrige nordjyske turismekommuner.
Opgjort til og med november 2024 og sammenlignet med samme periode for 2023 viser tallene en fremgang på 4,8 % i Jammerbugt Kommune og 3,6 % i Hjørring Kommune.
Ender tallet for december 2024 på samme niveau som december 2023, betyder det et samlet overnatningstal på ca. 1.850.000 for Jammerbugt Kommune og ca. 1.780.000 overnattende gæster i Hjørring Kommune ifølge tal opgjort af Danmarks Statistik.
Med det niveau markerer Jammerbugt Kommune sig igen som den største overnatningskommune i Nordjylland skarpt efterfulgt af Hjørring i antallet af overnatninger.
Tilfredshed i campingbranchen
Selvom der er blevet færre campingpladser de senere år, så er det alligevel især campingbranchen, der har gjort sig gældende i Jammerbugt Kommune og sammenholdt med feriehusene, der udgør over halvdelen af overnatningerne, er det de mest populære overnatningsformer.

Hos Jambo Feriepark i Jammerbugt Kommune er der tilfredshed med 2024, trods det dårlige sommervejr i 2023.
– Normalt kan dårligt vejr få gæster til at vælge andre destinationer året efter, men i 2024 har de fastholdt Danmark, forklarer indehaver Karsten Egelund.
Han peger også på hedebølgen i Sydeuropa som en mulig medvirkende årsag til, at flere danskere blev hjemme, og flere tyskere søgte mod Nordjylland.
Hos Fårup Sommerland, som ejer campingpladsen Skovbrynet, der ligger i tilknytning til Fårup Sommerland, har det også været et positivt 2024.
-De nye glamping-telte og hytterne har fungeret godt hos os, og vores pakketilbud med overnatning og billetter til forlystelsesparken har styrket interessen yderligere, siger Rasmus Mortensen fra Fårup Sommerland.
Det er ikke lykkedes at få en kommentar fra Klim Strand Camping, som i 2022 overgik til den svenske koncern First Camp, som bl.a. også ejer Jesperhus på Mors.
Fremgang i ydersæsonen
I Jammerbugt Kommune er det i skuldersæsonen, som er den periode der ligger ud over højsommeren, der står for den største fremgang herunder bl.a. juni med 10,6 % og oktober også med ca. 10 %. Det fortæller Erhvervs- og turistchefen i Jammerbugt Kommune, Mette Greisen Damsgaard.
Samme billede gør sig gældende i Hjørring Kommune, hvor især marts, i forbindelse med påsken, samt maj og september markerede sig i statistikken.
Stor tilfredshed med Blokhus og Lønstrup
I begge kommuner er det flest danske og tyske gæster, der har taget turen til den Nordjyske vestkyst med den flotte natur og de brede hvide sandstrande. Det er også noget, der bliver fremhævet i en gæsteanalyse, der er foretaget henover sommeren, hvor der er blevet taget interviews blandt turister langs vestkysten, oplyser Mette Greisen Damgaard.
Her har især Lønstrup og Blokhus markeret sig positivt. -De ligger i top 3 i statistikken, siger hun.
Derudover viser analysen, at det betyder meget for turisterne med relevante oplevelser herunder de mange lokale events og markeder samt spise og shopping-muligheder. Noget af det gæsterne peger på kan styrkes i fremtiden, er flere oplevelser for det modne publikum/par uden børn samt variation og nytænkning indenfor oplevelsesområdet.