Blokhus

Fremtiden for Aldi i Hune

Planerne er klar

Tidligere på året er det meldt ud i medierne, at Aldi kæden rykker ud af Danmark.

Mange af Aldi-kædens forretninger er enten overdraget til REMA 1000 eller lukket ned.

En af dem, der blev overdraget til REMA 1000, efter at handlen blev godkendt af konkurrencestyrelsen, var Aldi i Hune.

Hvad forretningens skæbne skulle være, har indtil nu været uvis og hemmeligholdt for offentligheden, men nu er kæden klar til at melde ud, hvad fremtiden bringer.

-Aldi i Hune åbner som en REMA 1000, fortæller Michael Deleuran, regionschef for REMA 1000 forretningerne i Nordjylland. Vi ved dog ikke helt hvornår endnu, men forventer at det bliver engang i løbet af foråret 2024.

Bygningerne i Hune skal først bygges om, og der er også nogle byggetilladelser, der skal på plads først inden REMA 1000 kan gå i gang med ombygningen.

-Alle medarbejdere er sendt i træning i andre butikker, og får tilbud om at komme tilbage til REMA 1000 forretningen, men det ved vi ikke endnu om de vil tage imod, fortsætter Michael Deleuran.

Aldi-forretningerne, der er beliggende i Løkken, Hjørring, Fjerritslev var ikke en del af handlen, og er allerede lukket ned. Aldi-butikken i Aabybro er solgt videre til Lidl, og det er forretningen også i Hirtshals.

ALDI Danmark

Som forventet

-Jeg synes det var det rigtige valg at træffe, siger butikschefen i Hune, Malte Kronborg. 

Han fortæller videre til avisen, at placeringen ved indfaldsvejen til Blokhus er rigtig god, og når Aldi udgår, så mangler der en discountforretning i området.

-Så planen var egentlig også det, vi havde forventet. Den chance har været for god til at lade gå forbi, men det har været uvis om det skulle være en REMA 1000 eller en Lidl, og det har vi heller ikke vidst førend for nylig, fortsætter Malte Kronborg.

-En REMA 1000 vil være en rigtig god discountmulighed i forhold til sommerhusgæsterne, og der er både gode tilkørselsforhold og P-pladser i tilknytning til butikken.

Han fortæller videre, at de 5 lokale fastansatte medarbejdere ryger med over i REMA 1000 kæden, og han selv fortsætter formentlig ikke fremover i Hune, men istedet i Aalborg-området. 

REMA 1000 forretningerne har ikke butikschefer, men er istedet baseret på en franchisetager. 

Gør en god handel

Op mod lukning af Aldi i Hune er der ophørsudsalg.

Lukningsudsalget starter den 22. september, og varerne er nedsat med 30% indtil 24. september. Det fortsætter med minus 50 % den 25. og 26. september og er butikken endnu ikke tom for varer er der 70 % rabat på det sidste, oplyser Malte Kronborg, butikschef i Aldi Hune.

Indtil butikken er tom holdes der åbent som normalt alle dage fra kl. 8.00-19.00.

 

Læs om fantastiske oplevelser og events