Blokhus

Vild med vind

 | FOTO: Hans Ravn
Tusindvis af gæster til Windfestival i Blokhus

Blokhus summede af liv i pinsen, hvor lange bilkøer og tusindvis af gæster på stranden satte scenen for årets Blokhus Windfestival. Festivalen blev afholdt både lørdag og søndag, og arrangørerne kan nu se tilbage på en yderst vellykket weekend med et anslået besøgstal på mellem 5.000 og 7.000 gæster.

Blokhus Windfestival har været afholdt igennem en årrække, og begge dage var himlen fyldt med de mange farvestrålende drager, som skabte et imponerende syn over stranden. Arrangørerne havde lagt op til, at publikum kunne begive sig ud i en verden med drager, og samtidig var der også mulighed for at lege med vinden på en kreativ måde.

– Der var et rigtig godt flow, og mange gæster kom og gik begge dage, så det er lidt svært at gøre det præcise besøgstal op, men rigtig mange aktiviteter på programmet var utrolig godt besøgt, fortæller Rikke Severin Eriksen fra Destination Blokhus, som står bag arrangementet.

Når der afholdes Windfestival, spiller vejret naturligvis en afgørende rolle, og her var arrangørerne heldige. Vinden var hverken for kraftig eller for svag, og derfor kunne størstedelen af programmet gennemføres som planlagt.

– Der var perfekt dragevejr. Den eneste udfordring var den times regn lørdag, men så snart bygen var drevet over, var dragerne hurtigt tilbage på himlen igen, fortæller Rikke Severin Eriksen.

Professionelle drageflyvere fra blandt andet Norge, Tyskland, Sverige og resten af Danmark gæstede endnu engang Blokhus. Publikum fulgte blandt andet fascineret med, da Aerialis Team Flyers demonstrerede avanceret formationsflyvning med flerlinede drager.

Paragliderne gennemførte også et spektakulært udspring, hvor publikum beundrende kunne følge dem svæve hen over stranden, inden de landede sikkert i sandet.

For børnene var der masser af aktiviteter i løbet af weekenden. Workshops med dragebygning blev et stort hit, og kreativiteten blomstrede på højt plan. Arrangørerne vurderer, at intet mindre end 500 gæster lagde vejen forbi teltet for selv at prøve kræfter med at bygge drager.

De yngste var også særdeles begejstrede for den store vind-bobbel, hvor de kunne kravle ind og forsøge at fange balloner, mens bamsefaldskærmsudspring og karamelnedkastning også skabte stor begejstring blandt børnene.

Windfestivalen tiltrækker ikke kun danske gæster og drageentusiaster fra flere lande. Arrangørerne oplever også et stigende antal udenlandske besøgende.

– Vi møder mange europæiske gæster, men også herboende indere og pakistanere. Vi fornemmer, at det hænger sammen med, at drageflyvning fylder meget i deres hjemlande, og derfor søger de mod Blokhus, fortæller Rikke Severin Eriksen.

Alt i alt har det været en weekend præget af glade og positive gæster, og efter årets succes er der heller ikke planer om de store ændringer næste år.

– Nu glæder vi os bare til at tage fat på planlægningen af næste års festival, hvor vi igen vil skabe Nordjyllands største og hyggeligste familievenlige Windfestival, slutter arrangørerne.

Flere nyheder