Frøkner og Fruer flytter over på den anden side af Springvandstorvet i Blokhus, hvor butikken overtager større lokaler efter Blokhus Outlet, så der også bliver plads til at indrette et lille galleri.
– Vi overtager lokalerne 1. marts, og vi glæder os helt vildt. Det bliver så sjovt, siger Vivi Rounborg på vegne af de i alt seks Frøkner og Fruer.
En rigtig god løsning
Det sker i forbindelse med, at guldsmeden Jan Jørgensen Jewellery har købt det tidligere turistkontor for at indrette det til guldsmed med arbejdende værksted.
Jan Jørgensen vil gerne have yderligere plads, og det går i opfyldelse ved, at Frøkner og Fruer forlader de nuværende 150 kvadratmeter for at flytte ind i den nye butik på 250 kvadratmeter.
– Det er en rigtig god løsning for alle. De to forretninger er mægtig gode for hinanden. Vi har mange glade kunder, som har lært vores placering at kende, så det er dejligt, at vi kan blive på Springvandstorvet og ikke skal flytte et andet sted hen i Blokhus, siger Vivi Rounborg om flytningen fra Springvandstorvet 6 til nummer 5.
Og den ekstra plads udnyttes til at indrette et galleri, hvor 5 malere vil udstille.
Det er:
- Lone Kristensen
- Poul Spanggaard
- John Duun
- Erik Sønderby
- Connie Langelund
Et levende torv
Jan Jørgensen Jewellerys ankomst giver også mulighed for et samarbejde om at gøre Springvandstorvet til et levende torv.
– Om sommeren vil vi, når vejret tillader det, have malere udenfor til at male. Og på tirsdage, når der er fødevaremarked i Futtens gård om sommeren, så vil vi have kunsthåndværkermarked på Springvandstorvet som et supplement, til fødevaremarkedet, siger Vivi Rounborg.
Klar til påske
Ud over kunsthåndværket fra de seks Frøkner og Fruer, så vil deres nye butik også byde kunsthåndværk fra forskellige gæsteudstillere suppleret med gaveartikler og lidt delikatesser.
– Vi håber at kunne åbne til påske, og vi glæder os rigtig meget, fortæller Vivi Rounborg.
De seks Frøkner og Fruer er:
- Elin Krebs
- Hanne Rommedahl
- Mariann Lykke
- Susanne Kofod
- Ulla Søholt
- Vivi Rounborg