FunArt Keramik har udvidet medarbejderstaben. Jesper Verner (36 år) er i gang med at uddanne sig indenfor handelsøkonomi og fra august og 8 måneder frem er han i praktik i FunArt keramik, men du kan møde ham allerede nu, når du træder indenfor i caféen.
-Vi har ansat Jesper, fordi han skal være med til at skabe fokus på, at keramik ikke kun er for kvinder.
Til efteråret vil vi også gerne begynde at tilbyde keramik som takeaway, så derfor vil han også være dybt engageret i vores lager og logistik.
Samtidig er det også meningen, at vi kan bestilles til at lave takeaway arrangementer, hvor vi pakker bilen og kommer ud på skoler, bosteder, plejehjem etc.
Det er ikke alle, der har mulighed for at komme til os, men vi vil rigtig gerne gøre det muligt, at opleve glæden ved keramik alligevel, fortæller Signe Birkeholm, der til dagligt bestyrer FunArt Keramik.
Travl kvinde
Signe Birkeholm er 36 år, og bor i Pandrup sammen med Jesper og deres 4 børn.
Signe er tidligere selvstændig og har med afsæt i en baggrund som både Fysioterapeut og Datamatiker brugt de senere år på sundhedsteknologi.
Udover at bestyre keramik-caféen, er hun engageret i bestyrelsesarbejde og flere netværksgrupper.
-Enslydende for de ting jeg er engageret i, er at jeg er omgivet af mennesker, der tror på at spille hinanden gode og fejre hinandens succeser. Derfor var det også et øjeblikkeligt match ved første møde med Jens og Niels Boelskifte om driften af FunArt Keramik, fortæller Signe Birkeholm
Flot modtagelse
Indehaverne er yderst taknemmelige for den fine modtagelse, de har fået denne sommer – både af turister og lokale.
-Det er skønt, at høre vores kunder sige, at de helt sikkert kommer igen, når de henter deres keramik, siger Signe Birkeholm og fortsætter: Og så glæder vi os allerede nu til at hygge om vores kunder med spændende temaer og arrangementer resten af året også.
I løbet af efteråret tager makkerparret på kursus i Berlin, og de glæder sig, til at komme hjem til Blokhus med inspiration og nye teknikker.