Det sker

Fut i fejemøget i Kræmmerland

 | FOTO: Presse
Stor åbningsfest i Pandrup 1. april
Kræmmerland

-Vi har vendt hele Kræmmerland på hovedet og står klar til at åbne dørene til et helt ombygget kræmmer-univers, fortæller indehaver, Frank Heidelbach.

Det sker på adressen Bransagervej 10 i Pandrup, hvor Kræmmerland byder på 1900m2 genbrugs- og retromarked. – Og vi glæder os til at vise markedshallen frem for alle interesserede denne dag. Vi er nemlig nået i mål med den store ombygning og det skal fejres med et brag, siger han videre.

Festligt program

Dagen byder på lækker morgenbuffet med rundstykker og kaffe kl. 10.00. Der vil være krea-hjørne til alle børn, hvor genbrug er i fokus, ligesom der vil være sjove og spændende konkurrencer igennem dagen.

Kl. 12-17 giver Peter Maler, der er kendt fra tv-serien: Sommer Direkte en dejlig svingende musikoplevelse, ligesom Vin Magi fra Hjallerup byder på et glas vin. – Særligt ved Vin Magi er, at de Co2 kompenserer alt deres vin, for transporten til Danmark, ved at plante træer og den tankegang er vi vilde med i Kræmmerland, siger Frank til Blokhus Avis.

Der bliver også mulighed for at få vurderet sit guld og sølv denne dag, få ekstra gode tilbud på leje af loppe-reoler og meget andet. – Og så har vi også inviteret julemanden til Pandrup, for julen varer jo lige til påske og med denne fest d. 1 april, så når han lige sit sidste job. Der bliver derfor flere gange om dagen små gaveoverraskelser til alle børn.

Ydermere vil der løbende igennem dagen, blive afholdt auktioner og konkurrencer, med Kræmmerlands lækre varer.

-Vi glæder os til at fejre det nye Kræmmerland med jer, hjertelig velkommen afslutter Frank, også kaldet ”manden med hatten”, med et forventningsfuldt smil.

Peter Maler

Peter Maler er efterhånden en erfaren herre. Han er blandt andet kendt for sine optrædener i TV2-serien Suppe, Steg og Is og sommerprogrammet Sommer Direkte fra 2013.

Læs om fantastiske oplevelser og events