Tekst: Louise Kande – Foto: Blokhus avis
Inden åbningen af Magisk Jul i Skulpturparken, havde indehaver John Andersen en forventning om cirka 2000 besøgende gæster i parken hver uge (onsdag, lørdag og søndag). – Jeg ved ikke om vores forventning var præget af almindelig nordjysk beskedenhed, men vi må erkende at antallet af besøgende gæster er gået langt over forventning. Sæsonen er jo kun lige gået i gang, men sidste weekend havde vi knap 4000 besøg på blot to dage. Det er jo næsten endnu bedre end en højsommerdag, forklarer han. Opmærksomheden omkring Magisk Jul i Skulpturparken har næsten været overvældende for John Andersen: – Jamen, det vælter jo ind med søde kommentarer på Facebook, ros på mails og ikke mindst nogen flinke bemærkninger mens folk besøger parken. Det er jeg enormt taknemmelig for, det gør bare det hele lidt sjovere, når man har investeret så mange penge og ikke mindst tid i at skabe spændende vinteroplevelser for de mange lokale, gæster og turister. Flere og flere har i år valgt at købe sæsonkort, men det overrasker ikke John Andersen. – Hver uge finder vi på noget nyt i parken, som gør det attraktivt for folk at besøge os igen og igen. Nogle kommer blot for at se parken mens der er mørkt og der er fyrværkeri, mens andre går og hygger sig heroppe i flere timer med shopping i de mange juleboder, afslutter han.
Jul for flere millioner
John Andersen har investeret knap tre millioner kroner i Skulpturparken op til Magisk Jul. Der er indkøbt flere tusinde meter juleranker og julelys, som pryder de enorme sandskulpturer og den 20.000 m2 store og eventyrlige park, som også er blevet dekoreret med alverdens juledekorationer. De smukke og oplyste sansehaver og kunstværker for millioner af kroner forenes med et charmerende julemarked som på alle åbningsdage afsluttes med et flot festfyrværkeri.
Info
Åbent alle onsdage, lørdage og søndage fra kl. 11 til 21 i ugerne 44-50.
Entré: Voksne 60 kr. Børn 30 kr.
Sæson entrékort 2017: Voksne kun kr. 160,- og børn 3-11 år kun kr. 80,-
Læs mere på www.skulpturparken.dk