Brovst

Glæd dig til byfesten i Brovst

Siden 2019 har der ikke været byfest i Brovst, men nu er Brovst Borgerforening i fuld gang med at arrangere årets byfest, som finder sted 16. 17. og 18. juni.
Og nu skal den have fuld gas, lover Maria Appel, formand for Brovst Borgerforening.
– Vi er så klar til at holde fest for hele byen og omegn. Der er bestilt både live musik, DJ og underholdning. Om torsdagen arbejder vi på at holde fællesspisning, og underholdning med Karsten Sørensen som er mentalist, psykologisk entertainer, tankelæser og manipulator. Det er et arrangement, vi glæder os til, og håber på stor opbakning til, fortæller hun.

Karneval for børn
Fredag er der børnekarneval gennem byen og ned til pladsen, ligesom der atter er spis-sammen arrangement for alle med helstegte kyllinger med tilbehør.
Senere på aftenen er der live musik med MD DUO, som spiller op til en sjov fest.
Lørdag er der morgenmad i teltet, og derefter kræmmermarked på pladsen.
Fra kl. 10 til kl. 16 er der underholdning for børn på pladsen og i teltet. Klovnen Migu kigger forbi, og der er konkurrencer i teltet.
– Vi arbejder på at få en masse tiltag i løbet af hele dagen, for både børn og voksne.
Om aftenen er der dækket op til teltfest som vanligt, med helstegt pattegris og alt hvad dertil hører, siger Maria Appel.
Efter spisningen er der underholdning med den altid succesrige Brovst Revyen, inden der spilles op til dans og fest.
Alle dage er der selvfølgelig telt med bar, pølsevogn, og gratis hoppeland, sponsoreret af Lions Brovst.
– Vi glæder os helt vildt, fortæller Maria Appel på vegne af Brovst Borgerforening.

Læs om fantastiske oplevelser og events