Blokhus

Gratis musik godt modtaget

 | FOTO: Poul Nymark
Tilfredshed med de første sommerkoncerter på torvet i Blokhus

Musik på torvet i Blokhus er godt i gang og de første koncerter, der er afviklet, er forløbet tilfredsstillende. Det er også på trods af flere udfordringer med vejret, oplyser arrangørerne.
Den danske sommer er ofte lunefuld og især juli har været præget af megen regn og blæst. Det har haft indflydelse på antallet af koncertgængere, men alligevel ikke mærkbart i forhold til tidligere år.
-Generelt har vi været tilfredse med antallet af gæster, når man tager det lidt køligere sommervejr i betragtning, siger Jannie Ratke på vegne af Torvegruppen og Erhvervsforeningen Destination Blokhus. Publikum har været gode til at møde op alligevel og har blot taget en ekstra frakke på. Det er vi naturligvis taknemmelige for, men også positivt overraskede over, hvor mange der reelt har gjort. Vejret har stor betydning for ølsalget i baren, men sammenlignet med tidligere arrangementer er vi godt tilfredse indtil videre.
Samtidig fortæller hun, at der er mange der efterspørger gratis oplevelser og sammen med et musikprogram, hvor mange af kunstnerne er kendinge og leverer velkendte numre, som alle kan synge med på, så er koncerterne en vinder, der tiltrækker mange gæster.

Program, der favner alle

Stig & Vennerne åbnede ballet 6. juli, og de leverede alle de gode, gamle klassikere fra Bamses Venner. En rigtig syng-med-aften, hvor især det modne publikum mødte op og hyggede sig.
Efterfølgende fik Blokhus besøg af Luftens Helte 13. juli. Et rigtigt stærkt 18 mands orkester med meget professionelle artister, der spillede kendte numre fra alle Disney-filmene. En vellykket koncert, som specielt tiltrak de mange børnefamilier der var i området men også en række unge mennesker der var vokset op med Disney sjov og derfor kunne synge med på alle de velkendte numre.
Den 20. juli var det Michelsen & Bramsen som indtog Blokhus-scenen. Det fik særligt de midaldrende par op af stolene. Denne aften var de hensat til de gode gamle ungdomsdage, hvor de havde en fest med alle de bedste hits fra tiden med Tøsedrengene og Ray Dee Ohh. Legendariske 80ér og 90ér hits fik torvepladsen til at koge, og de to kvindelige artister formåede virkelig at få publikummet med. Der kunne synges med, og der var en vidunderlig stemning. Gæsterne havde en fest i festen, og blev selv en del af oplevelsen.
Programmet på de første tre koncerter har på den måde ramt et rigtig bredt og forskelligartet publikum, som på hver deres måde har haft en underholdende aften i Blokhus.
-De gratis koncerter er med til at sætte Blokhus på landkortet. Det er tilgængeligt for alle – både lokale og feriegæster, som får mulighed for at få en god ferieoplevelse. Samtidig giver det en positiv synergi til det omkringliggende erhverv med de mange ekstra gæster som er i byen. Det er dejligt at koncerterne kan bidrage til øget omsætning, siger Jannie Ratke på vegne af Erhvervsforeningen.

Læs om fantastiske oplevelser og events