Brovst

Grøde og vækst i Henriettes Havedesign

En virksomhed i vækst siden starten i 2003

Det hele tog sin spæde begyndelse, da Henriette arbejdede med at opbygge den legendariske Anne Just’s Have i Hune. Her blev hun inspireret af sin læremester Anne Just. Derfor lå det lige for, at Henriette skulle udleve sin drøm om at skabe sin egen virksomhed inden for det haveunivers, hun var med til at skabe i Hune. På det tidspunkt havde hun og ægtefællen Claus ti år tidligere erhvervet en gård og et stykke jord på Slusevej ude i naturen nogle kilometer syd for Aabybro. Her havde de indledningsvis plantet nogle læbælter til at tage den hårdeste vestenvind. Helt nøjagtigt d. 15. marts 2003 tog historien om det, der i dag er en blomstrende virksomhed, Henriette’s Havedesign, sin begyndelse. Det startede med åben have, og i 2006-07 blev det udvidet til at være en egentlig planteskole med tilhørende havebutik.

Knopskydning

I 2010 skete den næste knopskydning i form af etableringen af et stort drivhus, der senere (i 2021) også har fået en selvbetjeningscafé, Drivercaféen. Det er en hyggelig oase, hvor man kan slappe af og bearbejde alle indtrykkene fra de spændende omgivelser på Slusevej 70. Også et bassin med karper kan man opleve på stedet, og det har tiltrukket stor interesse fra de besøgende kunder. Planteskolen er løbende blevet forsynet med overdækninger og vandingsanlæg, ligesom Henriette udover et kæmpe udvalg af planter og blomster tillige kan tilbyde et bredt udvalg af italienske krukker. De er direkte importeret fra Toscana, hvor Henriette og manden kombinerede en ferie med at besøge producenterne direkte. Der er tale om krukker af høj kvalitet, som kan holde til at stå ude hele året, fortæller Henriette.
 

En blækspruttevirksomhed

I 2022 kom endnu en knopskydning i form af Butik Slusen, der er indrettet i laden og rummer antikviteter, retro og kunst. Endelig kunne Henriette i år præsentere Mumseriet, der er indrettet i den gamle hestestald – en afdeling med vin, portvin, marmelader og alskens spændende specialiteter velegnet både til gavekurve og til eget brug. Man kan roligt sige, at Henriette’s Havedesign på mange måder er en blækspruttevirksomhed med mange tilbud, både hvad angår havens flora og indretning, og hvad angår vaser og krukker, kunst og antikviteter kulinariske tilbud m.v. På et areal på 5 hektar jord op til selve planteskolen og udstillingsområdet  har Henriette og Claus endvidere indrettet  et naturområde med søer, saunahus og spa, ligesom et bed & breakfast er ved at blive bygget op omkring en skurvogn/mandskabsvogn.

Konceptet er learning by doing

Henriettes koncept er learning by doing. Hun trives med at prøve sig frem og laver skitser, når idéerne melder sig, og det gør de i rigt mål. Hun har lært meget af Anne Just, siger hun – bl.a. om, hvordan farvesammensætninger og det frodige skal appellere til folk. Det gør heller ikke noget, at det gerne må være lidt vildt, bare det hele på en eller anden måde går op i en højere helhed. Nævnes skal det også, at Henriette i en periode drev anlægsgartneri, hvor hun bl.a. lavede grundanlægget til Kulturparken i Hune samt stod for beplantningen ved Strandhotellet i Blokhus. – Når det gælder den nære fremtid er der planer om at udvide aktiviteterne med at arrangere workshops om haveindretning. Intet står stille i den spændende og inspirerende virksomhed, hvor kreativiteten blomstrer sideløbende med alle de smukke planter og blomster.

Henriette’s Havedesign – et besøg værd

Henriette har i dag beskæftiget fire medarbejdere, ligesom hendes mand Claus, der er direktør for en entreprenørvirksomhed, også supplerer hinanden. Søsteren og svogeren, der er bosat i København, leverer ligeledes en hjælpende hånd. Efter at Henriettes og Claus’ tre sønner er fløjet fra reden, bor søsteren og svogeren faktisk 80% af tiden på gården på Slusevej i forbindelse med havevirksomheden.  Således er svogeren Flemming manden bag både tegningen og udformningen af Drivercaféen.
 
I øvrigt har Henriette helt bevidst ikke nogen webshop – hun foretrækker at møde sine kunder peronligt på den fysiske matrikel hos Henriette’s Havedesign. Det er der mere sjæl i, og det giver mulighed for den optimale vejledning og rådgivning, inden der handles, forklarer hun. Henriette’s Havedesign er virkelig også et besøg værd og den perfekte start på et vellykket haveprojekt.

Læs om fantastiske oplevelser og events