Blokhus er igennem årene blevet et rigtig attraktivt område at bosætte sig i og interessen stiger og stiger. Og nu bliver der etableret flere nye boliger til glæde for det købestærke publikum kun et stenkast fra bylivet i Blokhus og den smukke sandstrand.
Projektet omkring 28 nye sommerhus og et mindre pensionat med overnatningsmulighed, er beliggende på et 2 hektar stort areal grænsende op til Aalborgvej og Plantørensvej i Blokhus, og det er det, der nu er nikket ja til at kunne påbegynde.
Lokalplanen er lige blevet godkendt hos Jammerbugt Kommune, og processen omkring at sælge de nye sommerhuse tæt på centrum i feriebyen, er så småt sat i gang.
Det er selskabet Plantørensvej, Blokhus ApS, som er projektejer. Og det selskab er ejet med 50 % til hver af Ejendomsudvikling Nord A/S i Aabybro med Tom Sandahl Jacobsen i spidsen, og Mousten Invest Aps ejet af Svend Mousten Hansen, Hune, sammen med hans børn og børnebørn.
Men det er Nybolig Aabybro, Brovst, Pandrup og Løkken, der skal forestå salget, og de er begyndt at markedsføre husene her få dage efter, der er givet grønt lys.
-Vi har glædet os til at kunne påbegynde salget. Der er nogle små detaljer, der mangler at være helt på plads, men det er ting vi kan stå 100 % inde for, som vi har offentliggjort indtil videre, fortæller Mathias Overgaard, indehaver af Nybolig Aabybro, Brovst, Pandrup og Løkken.
Han fortæller videre, at det endelige salgsmateriale, som de kalder Lysningen, vil være helt på plads her i løbet af den næste måneds tid, men indtil videre kan man som potentiel køber tilkendegive en interesse og efterfølgende blive kontaktet af Nybolig for at få en dybere snak om tanker og ønsker.
Perfekt beliggenhed og moderne design
De nye sommerhuse placeres med Plantørensvej på den ene side og Aalborgvej til den anden side, og ankomsten til den fremtidige bebyggelse sker fra Plantørensvej.
Arealet ligger tæt op ad Blokhus By Camping, som har udstykket og sælger arealet, og placeringen er ideel med direkte adgang til skoven og Blokhus Gateway lige i baghaven. Som en del af det nye sommerhusområde får de nye ejere også eksklusiv brugsret til Blokhus By Camping´s pool- og boldspilsfaciliteter, som vil gennemgå en omfattende renovering.
-Dette inkluderer pool-overdækning, soldæk og en multibane, der sikrer masser af muligheder for både afslapning og aktivitet, fortsætter Mathias Overgaard.
Husene oser af kvalitet og gennemtænkte løsninger med respekt for det område de ligger i. De er designet af den københavnske arkitekt Mette Fredskild og opføres i kvalitetsmaterialer. Sommerboligerne udbydes i tre forskellige størrelser fra ca. 89 m2 inkl. hems op til 156 m2 incl. hems. Den mindste størrelse kan erhverves for kr. 2.995.000.
-Det er nøglefærdige huse, men for at imødekomme individuelle behov og ønsker er der mulighed for et antal tilvalg og ændringer – eksempelvis en opgradering af materialevalg og lignende, fortæller Mathias Overgaard.
Alt er gennemtænkt, for det er også muligt at købe en komplet møbelpakke med all inclusive. Det er f.eks. alt lige fra møbler til tallerkner, bestik og øvrigt boliginteriør.
-Det er en mulighed for dem, der ikke selv orker at indrette og købe inventar ind. Så er det klar til lige at sætte sig ind til bordet og nyde livet, forklarer ejendomsmægleren.
Tæt på by, skov og strand
De 28 nye sommerhuse i Blokhus repræsenterer en unik mulighed for at investere i et kvalitetsfyldt og fleksibelt sommerhus tæt på natur, strand og populære faciliteter.
Ejendomsmæglerforretningen opfordrer derfor interesserede til allerede nu at tilkendegive deres interesse hos Nybolig for at høre mere om projektet.
Man kan skrive sig op ved at udfylde kontaktformularen via hjemmesiden www.lysningenblokhus.dk