Halpuljen er bragt i spil
På torsdagens kommunalbestyrelsesmøde blev halpuljen for 2014 på 1 mio. kr. bragt i spil
Tekst: Louise Kande (redigeret)
Tilskud til bassindug i svømmehallen i Fjerritslev
Det største beløb på 325.000 kr. blev givet til svømmehallen i Fjerritslev til udskiftning af bassindugen. Den eksisterende dug er fra 1998 og er efterhånden ved at gå i stykker. Den er ved at gå op i limningerne og afdækninger til banderne falder af og der er flere steder ved at være utætheder.
-Vi er selvfølgelig rigtig glade for, at Jammerbugt Kommune har disponeret halpuljen således, at vi har fået del i den. Svømmehallen betyder meget for Fjerritslev området og vi har rigtig mange brugere i svømmehallen – ældre såvel som unge, så det er super, at vi kan få skiftet den 16-årige gamle dug på et tidspunkt, siger bademester Peter Mortensen fra svømmehallen i Fjerritslev
Der er for budgettet for 2015 afsat en ny halpulje på 2 mio. kr., som svømmehallen kan søge ind på til foråret for at få flere penge hjem til projektet, da de 325.000 kr. ikke er fuldt tilstrækkeligt. Svømmehallen vil gerne søge ind på 2015 puljen, således at man håber på, at kunne få flere penge hjem til projektet, så man kan skifte dugen i 2015.
Haller med nye bade
Også til Biersted Hallen og Nols Hallen er der penge på vej. Jammerbugt Kommune bevilger hhv. 275.000 kr. til Biersted Hallen og 250.000 kr. til Nols Hallen. Begge haller skal bruge pengene på renovering af badefaciliteter. Biersted IF har fået lavet tegninger til renovering af omklædningsrum og toiletterne. De vil gerne renovere halvdelen af omklædningsrummene i år for den givne ramme og de vil gerne selv betale for renoveringen af toiletterne og de tilknyttede badefaciliteter.
I Nols Hallen er man også med på renoveringsbølgen, og her er der givet en bevilling til ét omklædningsrum. Hallen kan selvfølgelig søge om flere penge hjem til yderligere renoveringsarbejder til hallen – evt. på halpuljen for 2015.
Ingen våde baner i Halvrimmen
Desuden har boldbanerne i Halvrimmen fået 100.000 kr. til dræning. Bevillingen skal ses i sammenhæng med de 100.000 kr. Halvrimmen fik på et andet tidspunkt, så nu kan hele fodboldbanens areal blive ”afvandet”.
Lys over stadion
Aabybro IF har fået bevilget 150.000 kr. til nyt lysanlæg på Aabybro stadion. De gamle telefonpæle skal skiftes ud med master af holdbart materiale. Det drejer sig i alt om 4 nye master, som hver er 18 meter høje.
Fakta:
Der er på budget 2015 afsat en ny pulje på 2 mio. kr. til renovering af haller. Puljen udmøntes på Kultur-, Fritids- og Landdistriktsudvalgets møde den 12. marts. Ansøgninger til puljen for 2015 skal derfor være kommunen i hænde senest den 2. februar.