Jammerbugt FC og Jetsmark IF gør status
– Jammerbugt FC og Jetsmark IF kommer helskindet gennem Corona-krisen, men følgevirkninger vil komme til at kunne mærkes og ramme klubbens drift.
Det oplyser formand Bøje Lundtoft, når han skal gøre status ud fra det nuværende udgangspunkt.
Spillere sendt hjem med løn
Jammerbugt FCs 2. divisionsspillere er sendt hjem med fuld løn, og klubben har søgt om støtte fra Statens kompensationsordning, men hvor stort et beløb, det bliver til, vides endnu ikke.
Husk kontingentet
Desuden modtager foreningen stadig indbetaling af kontingent og sponsorater.
– Men kontingentet kommer ikke lige så hurtigt ind, som det plejer. Vi opfordrer vores medlemmer og deres forældre til at vise samfundssind og støtte klubben, siger Bøje Lundtoft og tilføjer, at endnu har ingen spillere meldt sig ud.
Jetsmark IF holder sig til DIFs udmelding om, at når man er medlem af en forening, så har man købt et medlemskab og ikke en ydelse – modsat hvis du har købt et 10-turs kort til et fitnesscenter.
Spørgsmål om sponsorater
– Vi får stadig vores sponsorater, men det er et spørgsmål om, vi vil notere en nedgang i de kommende år, fordi virksomhederne er nødt til at prioritere anderledes og eksempelvis først sikre, at deres medarbejdere får løn. Og det har jeg naturligvis fuld respekt for, siger Bøje Lundtoft.
– Så vi kan få problemer, når vi skal forny aftalerne.
Nørhalne Cup
Derudover har Jetsmark IF mistet et seks cifret beløb på aflysningen af Nørhalne Cup.
– Ligesom i mange andre af medhjælperklubberne til Nørhalne Cup, så er det den største enkeltstående indtægtskilde, vi har, siger Bøje Lundtoft.
Det har også været nødvendigt at flytte Jetsmark IFs sponsorcykelløb fra store bededag til grundlovsdag – og det kan risikere endnu en udskydelse eller aflysning.
Gennemgået med redekam
Det kommer nu klubben til gode, at den allerede ved indgangen til året som følge af aflysningen af efterårets erhvervsmesse har vendt enhver udgift og indtægt.
– For eksempel undrede vi os over, at en bøtte ketchup kostede 29 kroner, mens en bøtte remoulade kun kostede 9 kroner.
Færre udgifter
Og selv om der ikke er fuld overblik over udgifterne, så forventes der et fald.
– Der er ingen udgifter til dommere, og det er faktisk en stor udgift. Og hvordan forholder vi os til aflønning af trænere, nævner Bøje Lundtoft.
– Vi kommer helskindet gennem krisen, men jeg er bekymret for følgevirkningerne i 2021 og 2022. Vi kan risikere at skulle reducere driften med 10-20 procent, siger han.