Den seneste tids hedebølge i Danmark har givet masser af liv på strandene, og TrygFondens kystlivreddere har haft meget at se til. Hvis det varme vejr bliver afløst af mere almindeligt dansk sommervejr med risiko for lyn og torden, skal man skynde sig op af vandet og søge ly, lyder det fra livredderne.
– Det kan være livsfarligt at bade i tordenvejr. Ikke fordi lyn slår hyppigere ned i vand end på land, men fordi badevandet indeholder salte og mineraler, der bliver strømledende, når lynet slår ned. Et kraftigt lyn kan derfor slå en person ihjel, selvom det slår ned i vandet 100 meter væk, siger Michael Iwersen, uddannelsesleder i TrygFonden Kystlivredning.
Søg indendørs i tordenvejr
Når det lyner og tordner, er det sikreste sted at opholde sig indendørs. Har man ikke mulighed for det, er der andre løsninger: – Er du på stranden uden mulighed for at søge indendørs eller ind i en bil, er det bedste, du kan gøre, at sætte dig på hug på jorden og krumme dig helt sammen, så du får en så lille kropsoverflade som muligt. Lyn slår gerne ned i træer og andre ting, der rager op i luften, og derfor skal man aldrig søge ly sådanne steder. Er du ude på vandet i en sejlbåd, bør du også søge ly i kahytten og holde dig så langt væk fra masten som muligt, siger Michael Iwersen.
Hold øje med flaget i livreddertårnet
Når det tordner, skifter livredderne det rød-gule flag i toppen af livreddertårnet ud med et helt rødt flag, der advarer badegæsterne om, at det er farligt at bade. – Hvis vejret pludselig skifter og ændrer forholdene på stranden, vil livredderne altid advare badegæsterne, siger Michael Iwersen og tilføjer at badegæsterne i Nordjylland er gode. Der har nemlig været 0 livreddende aktioner i hele Nordjylland fra d. 22.-28. juli.