Nyheder
imported

Holdet på vej til finalen i Nordjyske Nyskabere

Tidligere i år vandt SOSU-elev i Jammerbugt Kommune, Line Hyllested innovationskonkurrencen nKNOWation. Nu er samme hold på vej til finalen i Nordjyske Nyskabere, som finder sted 6. december i Musikkens Hus i Aalborg

Social- og sundhedsassistentelev, Line Hyllested, fra Jammerbugt Kommune skal sammen med en gruppe medstuderende fra SOSU Nord og Tech College, deltage i finalen Nordjyske Nyskabere – en konkurrence i idéudvikling blandt de nordjyske ungdomsuddannelser.

Efter en sejr i nKNOWation og deltagelse i semifinalen i Nordjyske Nyskabere, er de studerende nu klar til finalen. Her er de ét ud af i alt fem hold, som skal præsentere deres ideer for både dommere og tilhørere fra scenen i Øvre Foyer i Musikkens Hus.

Opfindelsen, der har sendt Line og hendes hold til finalen, er et automatisk tørrestativ målrettet kørestolsbrugere. Tørrestativet flytter sig, så en kørestolsbruger kan sidde i sin kørestol og hænge vasketøj op, uden selv at skulle flytte sig – det gør tørrestativet. 

-Vi er stolte af, at en af vores elever er kommet så langt med deres opfindelse. Det er et super godt hjælpemiddel, de har udviklet for borgere med en funktionsnedsættelse. Det gør borgeren i stand til at mestre et dagligt gøremål, og det øger selvværdet. Vi er spændte på at følge dem i finalen, fortæller områdeleder Tanja Christensen fra Jammerbugt Kommune.

Inden finalen skal holdet træne deres finale-pitch, som de har ti minutter til at fremlægge for dommerne, ligesom de skal forberede sig på spørgsmål fra dommerne. 

Læs om fantastiske oplevelser og events