Brovst

Hyggelige havekoncerter på Skovsgård Hotel

 | FOTO: Morten Tore Thomassen  

Global Garden Party er nærmest det, man kan kalde for Jammerbugtens hyggeligste havefest. Masser af musik, god stemning og spændende mad afviklet i Skovgårds hyggelige hotelhave er det, der bedst kendetegner arrangementerne.
Koncerterne, der spænder vidt, er arrangeret af Brovst Musikforsyning i samarbejde med Skovsgård Hotel, og de står sammen om at tilbyde et rigtigt interessant program.
3 sommerkoncerter er allerede afholdt, og nu gælder det de sidste 2 – henholdsvis den torsdag 27. juli og torsdag/fredag 3-4. august.
Skovsgård Hotels have omdannes til koncertplads, hvor der den 27. juli kan vugges med til fantastiske reggaerytmer fra One Love Marly Band. Denne eftermiddag vil hele 10-12 musikere indtage scenen og levere de gode gamle hits fra Bob Marley.
-Hvem vil ikke gerne nyde en sommereftermiddag i haven med reggae og kølig rosé, spørger Erik Klit fra Skovsgård Hotel. Der bliver en helt vidunderlig stemning.
Sommerens program afsluttes med manér. Her vil der være musik i 2 dage. 3. august kl. 20.00 står det på Creole Catz, som leverer dansevenlig jazz og boogie, og fredag 4. august er det Finngan´s Hell, der spiller keltisk folkerock, som er irsk folkemusik.
-Orkestret har deltaget på flere større festivaler, og det bliver en sand festaften med fantastisk irsk stemning, siger Erik Klit.

Spændende koncertmenu

Forud for koncerterne kan der bestilles en koncertmenu, som er afstemt efter musikkens oprindelse. Det kan f.eks. være en spændende menu med caribisk mad, men baseret på de bedste lokale råvarer. Det vil samtidig være muligt at forsyne sig i baren med drikkevarer.
Koncertmenuen serveres umiddelbart efter koncerten 27. juli, men til de to koncerter der afvikles i august bliver den serveret forud for koncerten kl. 18.00.

Overnatning i nye hotelværelser

Ovenpå hotellets restaurant er det muligt at bestille et værelse. Så skal man ikke bekymre sig om at skulle køre hjem efter koncerterne, siger krofatter Erik Klit, der varetager driften på hotellet sammen med de øvrige ansatte.
Det ikoniske, hyggelige jernbanehotel fra 1903 beliggende i Skovsgård ved Brovst har gennemgået en omfattende renovering til en værdi af omkring 27 millioner kr. Sidste år i juli kunne de slå dørene op for det charmerende historiske hotel.
Skovsgård Hotel er et særligt hotel, der er drevet på socialøkonomiske vilkår, hvor der er ansatte på særlige vilkår. Hotellets ordinære ansatte tager hånd om de svageste i samfundet, og der ydes blandt andet støtte til dem igennem beskæftigelsesforløb. De står med garanti klar til at give gæsterne en helt særlig oplevelse.

Billetter og koncertmenu kan købes på: www.brovstmusik.dk Skovsgård Hotel kan tilbyde overnatning ved at ringe på tlf. 98230400.

Læs om fantastiske oplevelser og events