Blokhus

Ishockey hitter i Blokhus

Gratis tirsdagstræning trækker folk i alle aldre på isen

Hver tirsdag aften fra kl. 19 til 20 mødes børn, unge og voksne til ishockeytræning på Blokhus Skøjtebane. Her er der plads til alle – uanset alder, erfaring eller niveau.

Iført skøjter, hjelm og vanter – udstyret med en stav i hånden og en puck på banen stryger deltagerne henover isen for at skyde den ind i målet.
Der er smil på læben, og de kalder sig Blokhus Ducks.

Spillende træner er Rasmus Kragh, der hjælper og vejleder samtidig med at han deltager i kampe. Han har været ishockeyspiller i Frederikshavn, og deler nu ud af sin erfaring.

Foto: Træner Rasmus Kragh (nr. 2 fra venstre) sammen med enkelte spillere fra Blokhus Ducks, som træner tirsdage aftener.

-Spillerne hygger sig, har det sjovt og får både frisk luft og farve i kinderne, fortæller Henriette Henshaw. Hun er med fra sidelinjen, som koordinator og administrativ i Blokhus Ducks. Hun har boet i Hune siden 2021 og er også særdeles bekendt med sporten. Igennem mange år har hun dyrket sporten, da hun var tilknyttet Aalborg Ishockey, og senere har hun også spillet ishockey i Vancouver i Canada, hvor hun var bosat i 10 år.

Foto: Henriette Henshaw – tidligere aktiv ishockeyspiller i Aalborg, er med fra sidelinjen.

Et stærkt aktiv

-Vi er heldige at have en udendørs skøjtebane som denne i lokalsamfundet. Der findes ikke mange af dem, og det gør det helt unikt at spille ishockey under åben himmel i Blokhus. Samarbejdet med Blokhus Skøjtebane er et stort plus for Blokhus Ducks, da de gratis træningsaftener giver flere mulighed for at prøve sporten af, forklarer hun. -Vi drømmer om at binde lokale, turister og opland sammen om den sportsgren, vi elsker og få nogle sjove oplevelser med det i de dejlige rammer, vi har på torvet i Blokhus.  
Og det er de også godt på vej henimod:
Udover spilleraftenerne er det lykkedes holdet at afholde 4 trænings- og opvisningskampe, og det håber de på kan udvikle sig. -Der har været en rigtig flot opbakning til begivenheden fra både spillere og publikum, så jeg tænker det har potentiale til mere og vi regner også med, vi skal til returkamp hos dem, når sæsonen slutter i Blokhus.

Træningskampene også med til at tiltrække et publikum, som opholder sig i byen og besøger forretninger og restauranter. -Jeg synes samarbejdet er en win-win, siger Henriette Henshaw.
Hun fortæller samtidig, at de hele tiden arbejder på at udvikle Blokhus Ducks. De har bl.a. søgt fonde til nyt udstyr, da det hele efterhånden var udtjent. Senest har de modtaget støtte fra Lions Hvetbo til stave, pucks og kegler. -Det er vi meget taknemmelige for, og vi vil også gerne søge flere fonde, som kan være med til at udvikle det lokale ishockey-fællesskab. Den helt store drøm ville være at få et klubhus med plads til vores grej og mulighed for omklædning, fortæller hun med et smil.

Ishockey er for alle

Og den gratis træning har da også fået flere og flere til at få øjnene op for, at det er muligt at afprøve ishockey og hyggetræne i Blokhus. Alderen spænder vidt, og alle spiller sammen på banen uanset alder.
-Der er både piger og drenge med. Lige fra 10-11 år og til familiefaderen, der har taget både søn og datter med, men som også selv gerne vil deltage. -Ishockeytræningen tirsdag aften er en oplagt mulighed til at have det sjovt og hygge sig sammen, fortsætter Henriette. Og samtidig er det også god motion. Det er slet ikke noget med at tackle eller affyre hårde slagskud. -Det er forbudt, uddyber hun.

Gratis deltagelse

Ishockeytræningen i Blokhus er åben for alle – uanset alder eller niveau – og det bedste er, at det er helt gratis.
Har du lyst til at prøve kræfter med sporten? Så kom forbi. Skøjter, hjelm og hockeystav kan lånes uden beregning, og du vælger selv, hvor ofte du vil deltage. Sæsonen slutter uge 8.

Læs om fantastiske oplevelser og events