Blokhus

Jambo Feriepark modtager stor anerkendelse

Flotte resultater udløste Gazelle pris

Det var nogle glade prismodtagere fra Jambo Feriepark, der kunne gå på podiet for at modtage prisen som Børsen Gazelle virksomhed 2023 i forbindelse med en festlig kåring afholdt sidst i november i Aalborg.

Gazelleprisen uddeles hvert år til virksomheder drevet som A/S eller ApS, der har fordoblet bruttoresultatet. Et tal, der er opgjort som omsætning fratrukket omkostninger og før personaleomkostninger. Der ses tilbage på det samlede økonomiske resultat over de seneste 4 år, og sammen med en vurdering af firmaets evne til grøn omstilling, har Jambo Feriepark modtaget prisen.  At få prisen er dermed en præstation ud over det sædvanlige, og i år var der 247 erhvervsvirksomheder i Nordjylland, der kunne kalde sig Børsen Gazelle virksomhed.

Stor spiller i campingbranchen

Med 650 enheder, 40-45 sæsonansatte og 7 helårsansatte er den 5-stjernede campingplads en af de største spillere i Nordjylland indenfor deres felt. Indehaver Karsten Egelund fortæller, at det er sværere at skabe denne type vækst i en virksomhed, der har været i markedet i mange år, og så især indenfor campingbranchen, fremfor eksempelvis hos en nystartet virksomhed. Der er et begrænset antal enheder på en campingplads, og det kan man ikke bare ændre på. Det er i stedet indenfor udvidet belægning af de eksisterende enheder henover året, hvor man kan skabe vækst, og så kan man naturligvis arbejde med omkostningsdelen, som har indflydelse på bundlinjen. Campingpladsen, der ligger imellem Blokhus og Løkken, har de foregående 3 år (2020-2022) leveret et årsresultat på 3-4 millioner kroner.

Jambo feriepark

Vejen til succes

På spørgsmålet til hvad opskriften på den lokale succes er, siger Karsten Egelund:
-Igennem flere år har vi hvert år geninvesteret vores overskud i virksomheden, som gør at vi hele tiden kan optimere vores campingprodukt, så det fremstår attraktivt overfor gæsterne. Samtidig har vi arbejdet meget med den grønne omstilling i form af at minimere omkostninger indenfor energiområdet. Vi har f.eks. ingen brug af fossile brændstoffer og har investeret i solfangere og varmepumper. En besparelse, der beløber sig til 1,5 millioner kroner.

Næste år vil campingpladsen lave renoveringsarbejder på stedet. F.eks. skal de en tur omkring alle udendørsarealer.

jambo årets succes

To priser

Succesen har skabt stor opmærksomhed, for det er faktisk ikke den eneste pris, som campingpladsen kan bryste sig af i år. Ved en prisuddeling i september måned har Spar Nord og BDO Danmark udnævnt Jambo Feriepark som Årets Succes.

Og hvad er det så, at prisen kan bruges til?
-Jamen det er jo dejligt, at vores indsats bliver anerkendt, og vi får et skulderklap. Den opmærksomhed, det skaber, er medvirkende årsag til at vi kan tiltrække flere gæster og samarbejdspartnere – eksempelvis leverandører, som gerne vil arbejde sammen med os. De ser os som en velrenommeret virksomhed og nogle, der opfører sig ordentligt i et samarbejde, afslutter Karsten Egelund.

Læs om fantastiske oplevelser og events