Jammerbugt FC slog Superliga-nedrykkerne
Fodbold, Nordic Bet Ligaen: 1-0 (1-0)
1-0 (18.) Sead Gavranovic
Foran 507 tilskuere krigede Jammerbugt FC sig til en fortjent sejr over Superliganedrykkerne fra Esbjerg fB, der var kommet til Sparekassen Vendsyssel Arena med to busfulde fans.
Dermed skabte Jammerbugt FC rundens største overraskelse og hentede sæsonens 3. sejr samt kravlede op på en flot 7. plads med 11 point – og med hold som blandt andre Esbjerg fB, HB Køge samt næste modstander, Vendsyssel FF, under sig.
Taktisk ændring
Traditionsklubben Esbjerg fB kom til Pandrup med 3 kampe uden nederlag og en opstilling med en 3-mands back-kæde.
Samme vej var Jammerbugt FCs cheftræner Bo Zinck gået med sin taktiske ændring, som skulle vise sig at give holdet den rygrad, der skulle til for at holde nullet i alle 90 minutter og sikre en sejr.
Jammerbugt FC stillede nemlig i en 3-4-3 opstilling – der kunne falde til 5-4-1 når det var nødvendigt – med Nikolaj Lyngø og Moussa Kamara suppleret med Marcus Sloth Jørgensen i forsvaret.
Og den ene kant gik til Mads Larsen, mens Kelvin Igbonekwu spillede en flot højre kant.
– Det var for at have en mand mere at beskytte os med, så vi kunne undgå at være sårbare overfor indlæg og omstillinger, som vi ellers har været i de andre kampe, når vi blev lidt trætte, forklarer Bo Zinck.
– Og over hele kampe betød det, at Esbjerg ikke kom ret meget i nærheden af vores mål. Desuden gav det i 1. halvleg også noget offensivt, og vi burde have ført med mere end et mål. I 2. halvleg var vi mere defensive, men opstillingen gav en god struktur, og der blev sat en ære i at forsvare og undgå fejl, så i dag spillede vi alle 90 minutter som et Nordic Bet Liga hold, siger han.
Farlige standarder
Som altid ville Jammerbugt FC gerne starte med et højt pres, men gæsternes gode boldomgang betød, at der gik lidt tid, inden Jammerbugt FC fik sat presset med Max Møller i forreste række godt fulgt op af Sead Gavranovic, og Bardhec Bytyqi samt den altid arbejdsomme centrale midtbane med Christian Rye og David Edvardsson.
Det førte til de mange hjørnespark og indkast, som Jammerbugt FC er så farlige på.
I kampen mod Esbjerg fB var der mange nye gode varianter med korte hjørnespark, som fik flyttet rundt på modstandernes forsvar foran deres eget mål, men det var et langt indkast i højre side fra Kelvin Igbonekwu, der var optakt til målet. Hans indkast blev lige akkurat forlænget af Nikolaj Lyngø, så Sead Gavranovic flot kunne sende bolden i mål.
Dermed formåede Jammerbugt modsat de tidligere hjemmeopgør at score i sin gode periode, hvor værterne dominerede spillet.
Og kort efter scoringen var David Edvardsson tæt på, da han uden pres fra EfB fik lov til at trykke af fra kanten af feltet.
Omvendt fik gæsterne lov til at drible på kanten af feltet og efter en aflevering sendt et godt skud mod krogen, men Marcus Bundgård viste sin rækkevidde og reflekser og skubbede bolden over mål.
Man of the match
I pausen skiftede EfB tre mand og satte sig på halvlegen med et tungt pres, men blev sjældent farlige. Jammerbugt FC havde sin første afslutning på mål efter pausen ved Kelvin Igbonekwu, da der var spillet 61 minutter, og blot seks minutter senere kunne hjemmepublikum frygte, at kampen ville vende, da der blev dømt straffespark mod Nikolaj Lyngø.
Det blev egentligt sparket hårdt og præcist mod roden af den venstre opstander af gæsternes Mads Larsen, men her kastede Marcus Bundgård sig ned og fik viftet bolden ud på stolpen og i spil igen. En aktion, der var til at sikre ham kåringen som man of the match.
– Det var en fed dag med masser af tilskuere fra begge lejre, en god kamp og solskin. Det er meget overraskende, at vi vinder, men jeg mener, det er fuldt fortjent, siger Bo Zinck.
Lokalopgør venter
Næste opgør er søndag 3. oktober ude mod Vendsyssel FF.
– Det er mange år siden, vi har spillet det lokalopgør. Efter vores sejr i dag ved vi, at vi får flere tv-penge end forventet (gøres op efter 11. spillerunde, red.) og vi vil ligge over nedrykningsstregen, når vi går på landsholdspause.
– Der er mere pres på dem, end der er på os, men vi skal være der, hvor vi var i dag, siger Bo Zinck, der håber, at mange fans benytter sig af, at klubben arrangerer bus til lokalopgøret, hvor der er gratis entre.