Pandrup

Jammerbugt FC tæt på meget vigtig sejr

Fodbold, Nordic Bet Ligaen
Jammerbugt FC – Fremad Amager: 1-1 (1-0)
1-0 (37.) Yan Bouche
1-1 (84.) Lucas Haren

Med et næsten helt nyt hold og ny cheftræner Nabil Trabelsi spidsen var Jammerbugt FC endog meget tæt på at hente en vigtig sejr i den udsatte kamp mod ligaens nederste hold, Fremad Amager.
– Det var desværre lige ved og næsten. Vi spillede helt sikkert en rigtig god 1. halvleg. Vi spillede os godt ud af deres pres og er gode til at holde bolden. Vi stod godt i kæderne, så det var en overraskende god 1. halvleg, fortæller Sead Gavranovic, der fik sin debut som spillende assistenttræner.

Flot mål
Det så også rigtig godt ud, da Yan Bouche kunne bringe Jammerbugt FC foran på Omar Natamis fine oplæg.
Han fik bolden efter et skift mod højre side og trak ind i banen med bolden og spillede dybt til Yan Bouche, der med sit dybe løb kom nærmest alene med Fremad Amagers målmand og lagde bolden i mål.
Og i samme halvleg var Omar Natami yderst tæt på at øge til 2-0, da hans skud ramte indersiden af stolpen, og bolden løb langs med mållinjen, men uden at passere den.

Bitter fejl
Derimod fik Fremad Amager mere fat efter pausen og blev mere farlige.
– Det virkede som om, at vi blev bange for at spille, og det endte med, at de fik udlignet, nok fortjent, men det var bittert, at det skete på en fejl fra vores side, siger Sead Gavranovic.
Udligningen kom bare 6 minutter før udløb af den ordinære spilletid, da et ellers ufarligt indlæg ikke blev sparket væk, hvorfor Fremad Amager kunne holde afstanden op til Jammerbugt FC nede på de 3 point, ligesom inden kampen.
Dog havde Jammerbugt FC forinden haft mulighederne for at komme foran 2-0, da Yan Bouche igen kom alene med gæsternes målmand, men afslutningen gik forbi mål, mens indskiftede Leonel Gomes ikke fik ordentligt træf på sit hovedstød efter et frispark.

Mere end godkendt
Selv om det ikke blev til en sejr, kan Jammerbugt FC alligevel se tilbage på en god præstation.
– Vi spiller en rigtig fin kamp særligt set i lyset af de mange udskiftninger, vi har haft. Der er helt klart noget at bygge videre på, og det er rigtig fint, at vi får point i den første kamp, siger Sead Gavranovic.
Jammerbugt FC spiller igen på udebane mod HB Køge søndag 27. februar kl. 13.30.

Jammerbugt FCs opstilling:

Pape Seydou Ndiaye

Emil Nielsen
Rayan Senhadji
Moussa Kamara
Emmanuel Igbonekwu

Farid Ikene
Ismael Sidibe
Diogo Pimentel

Yan Bouche (Leonel Gomes, 70.)
Emanuel Kulego (Diogo Balau, 70.)
Omar Natami (Sead Gavranovic, 78.)

Læs om fantastiske oplevelser og events