Brovst

Jammerbugt klar til at tage mod ukrainske flygtninge

Efter et ekstra møde i dag, mandag 28. februar, indstiller økonomiudvalget til kommunalbestyrelsen, at Jammerbugt Kommune gør klar til at tage imod op til 465 ukrainske flygtninge som følge af den russiske invasion.

Hjælp i nødens stund
Det sker på baggrund af en henvendelse fra Udlændingestyrelsen, der spørger alle landets kommuner, om de har egnede bygninger og lokaler til indkvartering af migranter og asylansøgere fra Ukraine.
– Vi ser, at mennesker er i nød, og vi er klar til at hjælpe og tage medansvar og sørge for, at disse mennesker får gode fysiske medmenneskelige rammer stillet til rådighed, siger borgmester Mogens Chr. Gade.

To adresser
Det betyder, at der kan indkvarteres flygtninge i Udlændingestyrelsens egen bygning, Sygehusvej 3-5 i Brovst, hvor der er plads til op til 115 beboere, samt i det tidligere asylcenter på Vestkystvejen i Tranum.
Her er der i plads til op til cirka 350 beboere.
En indkvartering af flygtninge fra Ukraine i det tidligere asylcenter vil betyde, at det nuværende arbejde med at undersøge muligheden for at indrette det tidligere asylcenter til en ny efterskole sættes i bero.

Drift af centre
– Desuden anbefaler vi, at Jammerbugt Kommune bliver operatør, da vi tidligere i mange år har drevet asylcentre for Udlændingestyrelsen og løst opgaven til styrelsens tilfredshed, og det her minder meget jo om situationen i 1992 under krigen i Jugoslavien, siger Mogens Chr, Gade.
– Med en god involvering af lokale borgere kan vi skabe gode rammer for et nyt liv, hvis nogle af de ukrainske flygtninge ønsker at bosætte sig i vores område og skabe sig et nyt liv. Det kan også være med at afhjælpe vores store problem med mangel på arbejdskraft, siger Mogens Chr. Gade og tilføjer.
– Vi oplever, at rigtig mange ildsjæle og foreninger vil hjælpe og gøre noget, og vi oplever en god stemning fra vores borgere, når det handler om at tage godt imod og hjælpe de ukrainske flygtninge.

Undersøgt investeringer
I øvrigt har Jammerbugt Kommune undersøgt, om den via sin formuepleje har investeret i Rusland eller russiske aktiver, og det har Jammerbugt ikke.
Ligeledes er alle kommunale handler på beløb fra 120.000 kr. og op blevet undersøgt, for at se om nogle af dem er handler med russere eller virksomheder i Rusland – men der ingen sådanne handler.
– Det er meget vigtigt for os, at vi holder vores sti ren, understreger Mogens Chr. Gade.

Læs om fantastiske oplevelser og events