Brovst

Jammerbugt søger jobs til ukrainske flygtninge

Mange ukrainere er flygtet til andre lande, herunder også Danmark. Flere er kommet til Jammerbugt Kommune, og derfor vil kommunen gerne hjælpe de ukrainske borgere til rette med bolig, skole- og dagtilbud men også et arbejde, mens de opholder sig i kommunen.

Uddannelse og erfaring
Mange af de ukrainske flygtninge har uddannelse og erhvervserfaring med fra hjemlandet, og derfor må det forventes, at de forholdsvis let kan glide ind på det danske arbejdsmarked.
I en tid med massiv mangel på kvalificeret arbejdskraft, ser kommunen det som en mulighed for dels at hjælpe de ukrainske flygtninge og samtidig få kvalificeret arbejdskraft ind i virksomheden.
– Virksomhederne i Jammerbugt Kommune er gode til at tage et socialt ansvar. Vi håber på den baggrund, at mange virksomheder også i denne situation vil række hånden ud og tilbyde deres hjælp, siger formand for Jammerbugt Kommunes beskæftigelsesudvalg, Diane Aarestrup.

Praktiske oplysninger
Jobcenter Jammerbugt koordinerer indsatsen for at få flygtningene i arbejde. Virksomheder, som har jobåbninger til ukrainske flygtninge, kan sende en mail til Lise-Lotte Buus Jensen.
Mail: llb@jammerbugt.dk, tlf. 4191 2522
med oplysninger om jobbet, herunder krav om erfaring eller uddannelse, sproglige færdigheder, starttidspunkt, arbejdstid med videre.
Herefter vil Jobcenter Jammerbugt kontakte virksomheden for det videre forløb.
Dansk Erhverv har udarbejdet en guide til virksomheder der ønsker at ansætte ukrainske statsborgere. Guiden er her.

Læs om fantastiske oplevelser og events