Jens Haugaard – også kaldet Barbu-Jens eller Dock – der i dag er 71 år og sammen med sin hustru Birgith bosat i Hune, har gennem tiderne haft mange aktiviteter i gang. Og så er han opfinderen af den nu meget populære sport for børn og barnlige sjæle, der går under navnet anderæs. To gange ugentligt hele sommeren igennem sættes der gang i det spændende kapløb mellem små plasticænder i alle regnbuens farver. Starten går ud for Fiskernes Hus, og målstregen er ved bækkens udmunding i Vesterhavet. Ved at erlægge kr. 30,- skaffer man sig adgang til at have sin egen nummererede and repræsenteret i ræset efter en førsteplads – og så er der oven i købet en ispind med i købet. – Der er præmier til de 5 hurtigste ænder, fortæller Jens Haugaard, der gennem hele forløbet har haft en trofast og solid støtte i sin ægtefælle. Efter mange år som hovedansvarlig for afviklingen af sommerens mange anderæs overlod Jens Haugaard for nogle få år siden stafetten til sin efterfølger, Frits Sørensen, der nu er den, der styrer slagets gang og kommenterer undervejs. Lige siden starten har der været fest, farver, spænding og dramatik over anderæset,  og den nye andefar er sågar udstyret med såvel andedragt som svømmefødder. – Overskuddet fra hvert ræs går ubeskåret til driften af Fiskernes Hus.

Det hele begyndte til lillebrors fødselsdag

Jens Haugaard og hustruen Birgit fortæller, at det hele begyndte for en del år siden, da Jens og Birgith var til hans lillebrors fødselsdag. Der var en lille plasticand med gæsternes navn på brystet, så anderæset startede egentlig med dette specielle bordkort. Efterfølgende købte de et parti paller med plasticænder fra et konkursbo, og herefter tog historien om det i dag meget kendte og populære anderæs sin begyndelse. De fortæller videre, at det begyndte i det små med meget få deltagere, men det voksede støt og roligt, og på en god dag kan de i dag notere sig deltagerantal på op til 300 mennesker. Det foreløbige højdepunkt var således anderæsets 10 års jubilæum d. 19. juli i år. Anderæset er kort og godt historien om en original idé, der startede i det små og over tid udviklede sig til en bemærkelsesværdig event og en turistattraktion.

Flyttede til Hune i 1998

Jens og Birgith flyttede til Hune i 1998, og de er begge blevet en integreret del af lokalsamfundet i Hune-Blokhus. Da de også begge elsker stranden, sandet mellem tæerne, skoven og havet er det det helt rigtige sted for dem. I øvrigt har Jens altid været en stor elsker af naturen. Som dreng smuttede han tit hjemmefra om sommeren for at komme ud at opleve den nordjyske natur. Da farmand begyndte at låse døren, fandt Jens en anden måde at komme ud på, nemlig gennem hønselemmen. Efter endt skolegang efter 7. klasse blev han karl på en svinebesætning i Arentsminde, og når onkel Børge sov til middag, gik Jens på jagt med sit gevær. Han lærte imidlertid også at få hænderne vendt rigtigt og førte efterhånden både traktor og mejetærsker med sikker hånd. – Senere blev han vaskedreng hos Hyttel Biler i Nørresundby og kom i 1979 til Falck Aalborg. Han var her i 16 år med bopæl i Aabybro. Her fandt han også i sin tid sin kone Birgith, nemlig lærer Jensens datter fra Aabybro. Da der blev oprettet ambulancetjeneste i Pandrup i 1996, blev Jens udstationeret her.

Så kom som nævnt fra 1998 tiden i Hune-Blokhus, hvor Jens ud over anderæset også har været en ivrig fisker og aktivt medlem af Fiskernes Hus, hvor også Birgith givet en hånd med, når der f.eks. skulle serveres fiskesuppe til krabbegilde eller Skind, nak og æd kurser. Deres dejlige bjælkehus på Skolevangen har de selv været med til at bygge, så også det tegner et billede af to særdeles aktive mennesker, som ydermere har overskud til at yde et sublimt bidrag til livskvaliteten og fællesskabet i lokalsamfundet. Egenskaber som ikke mindst succeshistorien om anderæset er et resultat af. Et par kopper kaffe, et rundstykke og sidst – men så sandelig ikke mindst – en inspirerende samtale rigere.  

Anderæs, anderæs – med dette taktfaste opråb opildnede Jens gennem flere år deltagerne i anderæset, og lyden af det lever videre i øregangene.

Læs om fantastiske oplevelser og events