Blokhus

Julelysene blev tændt i Skulpturparken

 | FOTO: Poul Nymark
Mere end 1000 gæster var med til åbningen af dette års Magisk Jul
Magisk jul

Lørdag 5. november lød startskuddet til dette års julefest i Skulpturparken. Her glimter nu mere end 2 mio. julelys i den 20.000 m2 store oplevelsespark ved Blokhus. Og arrangementet blev et tilløbsstykke. Mere end 1000 børn og voksne havde fundet vej til den magiske julepark, nogle endda iført nissekostume.

Magisk jul

Velkomsttaler

"Magisk Jul i Skulpturparken er med til at gøre Jammerbugt Kommune til en helårsdestination for turister."

Indehaver John Andersen bød velkommen til alle gæster og takkede samtidig parkens ansatte samt de virksomheder, der de seneste uger har knoklet for at gøre parken juleklar.
Åbningstalen blev holdt af borgmester i Jammerbugt Kommune, Mogens Gade. Han konstaterede at Magisk Jul i Skulpturparken er en god og fast juletradition for rigtig mange, også selvom energi- og finanskrisen sætter nogle naturlige grænser får årets event.

John Andersen kunne i sin velkomsttale tilføje, at parken i år har investeret i de absolut mest miljøvenlige og mest besparende lysdekorationer mv. med et særdeles lavt forbrugende LED lys, som bevirker et mindre højt elforbrug.

Borgmesteren hæftede sig ligeledes ved, at Magisk Jul i Skulpturparken er med til at gøre Jammerbugt Kommune til en helårsdestination for turister.

En festlig åbning

Indvielsen bød også på festlig optræden af Blokhus Kanonlaug, musikoptræden af Jammerbugt garden og deltagelse af julemænd og julekoner, der endvidere bød alle børn og barnlige sjæle op til dans omkring det høje 17,5 m juletræ midt i parken. Ligeledes var der ekstraordinært lyd- og lysshow samt en festlig julebuffet, der blev serveret i Orangeriet med udsigt til de tusinde funklende lamper og dekorationer.
Med indvielsen af Magisk Jul venter der nu alle gæster en eventyrlig oplevelse, hvor parkens bygninger, træer og haver er pyntet i et strålehav af tusindvis af lysdekorationer og mere end 2 mio. julelys. Gæsterne kan gå på opdagelse mellem en masse nye installationer og julepynt, blandt andet en nyt juletræ man kan gå igennem. Der er også velkendte klassikere som et stort krybbespil, julemand i kanen, Europas længste RGB lysende juletunnel, en kyssepergola, et gigantisk juletræ på 17,5 meter, smukke guldkareter, blinkende julestjerner, kærlighedstræ med røde julehjerter og meget, meget mere.

Magisk Jul
Magisk jul

Når mørket sænker sig, kan du opleve betagende julemagi, der bringer dig i ægte julestemning. Temaet: ”Fra Istid til Nutid” er omdrejningspunktet for de 10 imponerende og oplyste sandskulpturer i parken, og disse får igen i år selskab af julehytter og en butiksarkade – hvor gæsterne kan gå på opdagelse blandt kunsthåndværk, jernskulpturer, julens specialiteter, dekorationer og lys. Her er også masser af julemusik, julestads og delikatesser.

– Indvielsen af Magisk Jul 2022 fik en helt perfekt start og vi er utrolig glade for den opbakning vi har mærket i åbningsweekenden udtaler John Andersen, der nu kan se frem til en travl men ikke mindst stemningsfuld november og december.

Læs om fantastiske oplevelser og events