Blokhus Torv oser af julestemning, og midt i det hele står en stor rød julepostkasse klar til at modtage ønskesedler fra børn i alle aldre.
Julemanden og hans kone besøger torvet hver søndag i advent kl. 11 for at tømme postkassen, og én heldig vinder bliver trukket til at modtage et Jammerbugtgavekort.
Husk at skrive navn og telefonnummer på ønskesedlen, inden den puttes i postkassen, så julemanden kan finde vinderen.
Der er også mulighed for en hyggelig snak med julemanden, som sammen med sin kone deler slik ud og spreder smil og julemagi.
Så tag familien med og gør adventen lidt ekstra festlig.
Første gang postkassen bliver åbnet er søndag d. 30. november.

Kampen om flotteste julefacade
Destination Blokhus inviterer alle til at deltage i den festlige Julefacade-konkurrence 2025. Her fejres kreativitet, julestemning og lokalt engagement, når de medvirkende erhvervsdrivende pynter deres facader op i den smukkeste julestil.
Besøg butikkerne i Hune og Blokhus, og stem på din yndlingsfacade. Når man deltager i konkurrencen, er man med i konkurrencen om et Jammerbugt Gavekort. Vinden trækkes d. 19. december og får direkte besked.
Der er lagt op til masser af julestemning og hyggelige oplevelser for både store og små, når Destination Blokhus igen lyser op i vintermørket.





