Skulpturparken Blokhus gentager succesen med Magisk Jul.
Lørdag 4. november kl. 16.00 slås dørene op til den 7. storslåede julesæson med en festlig åbningsindvielse.
Skulpturparken, juleboderne og Arkaden åbner allerede kl. 15 og efterfølgende vil der til åbningen være musikoptræden leveret af Jammerbugt Garden og kanonsalut ved Blokhus Kanonlaug.
Åbningstalen leveres af borgmester i Jammerbugt Kommune Mogens Gade samt indehaver af Skulpturparken John Andersen. Efter talerne skal det 17,5 meter juletræ tændes, og der er dans om træet sammen med julemanden.
Et helt ekstraordinært Lyd- & Lysshow gennemføres kl. 17, 18, 19 og 20.
-Alle bydes velkommen, og der er fri entré på åbningsdagen for alle, der er iklædt nissetøj, siger John Andersen.
Alt der rimer på jul
Det er en juleoplevelse i absolut særklasse, der kan opleves hele november og december.
Millioner af lys, juleboder, arbejdende kunstværksted og galleri og naturligvis hyggelig julemusik omdanner den 20.000 m2 store park til et fortryllende juleunivers.
– Gæster fra nær og fjern kan forvente en helt eventyrlig oplevelse, når parkens sandskulpturer, bygninger og have er pyntet op med millioner af julelys, oplyser indehaver John Andersen og fortsætter:
– Vi har ganske enkelt alt, hvad der rimer på jul. Det hele emmer også af julestemning straks man nærmer sig parkeringspladsen, og det bliver kun endnu mere eventyrligt, når man kommer ind i den store park. Blinkende julestjerner, guldkareter, kyssepergola og Europas længste juletunnel skaber en helt fortryllende og romantisk julestemning. Det gigantiske juletræ troner højt midt i parken og hyggelige stier med et utal af flotte lysdekorationer fører gæsterne rundt iblandt de store sandskulpturer, der også er udsmykket. Oplevelsen fuldendes med de daglige lyd- og lysshow, som skaber lys og stemning i hele parken – og de hyggelige juleboder, arbejdende værksted, kunstbutikker og galleri frister de mange besøgende, siger John Andersen.
Oplevelsen går rent ind
Mere end 50.000 gæster ligger også vejen forbi den populære event.
– Det er altid noget, der tiltrækker et stort publikum. Julen er noget særligt og julestemning kan noget, som alle gerne vil være en del af.
Magisk Jul appellerer til HELE familien – store som små, fortæller John Andersen.
Melder sulten sig, så er både restaurant og café klar til at tage imod gæsterne. Stor julebuffet i weekenden med klassiske juleretter og de øvrige dage er der lækre juleplatter og caféklassikere på programmet.
I Arkade caféen bydes der på lettere retter og snacks.
Gæsterne kan gå på julegavejagt i Kunstbutikkerne samt det arbejdende værksted og galleri. Flere af dagene kan man også møde kunstnerne bag – heriblandt Lone Kristensen og Jan Björn.
Skulpturparken holder åbent hver dag fra kl. 15.00- 21.00 i perioden fra 4. november til 23. december og igen fra 26. – 30. december.
Lukket mandage.