Både gæster, turister, arrangører og frivillige kan se tilbage på en dejlig, hyggelig og sjov efterårsferie med masser af liv og aktiviteter i Destination Blokhus, som samtidig blev begunstiget med fint efterårsvejr de fleste dage i uge 42.
– Vi har virkelig kunnet mærke, at folk har været søgende efter oplevelser, og de har taget rigtig godt i mod det store udvalg af oplevelser, som vi kunnet tilbyde i år, fortæller en tilfreds eventkoordinator, Jannie Ratke.
– Vi har haft stigende deltagerantal ved stort set alle af vores aktiviteter tilføjer.
Meget populært
Selv om tilslutningen var stor, var der elementer i programmet som skilte sig ud. Blokhus’ fortryllende aften bød på Havheksejagt, hvor over 550 børn sammen med deres forældre begav sig ud i Blokhus’ gader, hvor de frivillige havde lavet fede poster til de mange fremmødte. Aftenen blev afsluttet med kreahygge i teltet, skumfiduser over bål og et stort Ildshow på torvet.
Høstmarkedet var atter en succes, hvor torvet i hjertet af byen bød på et væld af efterårs-specialiteter, kunst og dejlige smagsoplevelser. Ligesom Blokhus Smadredag, som trak fulde huse i det opstillede telt på torvet i byen. Her kunne man opleve et ægte wrestlingshow
Og så var der tilløbsstykket Zombie Run i Gatewayen, arrangeret i samarbejde med PGU Runners med ikke færre end 1000 deltagere, disse pladser var allerede booket en uge før løbet.
– Det er en virkelig flot indsats af PGU Runners for at leve sig ind i opgaven igen i år, alle i skoven havde en uforglemmelig oplevelse. Det har været et super godt samarbejde, siger Jannie Ratke, der samtidig kan se tilbage på en efterårsferie med over 100 spændende aktiviteter for hele familien.
Hun tøver heller ikke med at fremhæve den store indsats, der ligger bag de mange fede aktiviteter erhvervet har arrangeret ude hos sig.
– Til slut vil jeg gerne nævne, at vi ikke kunne have gjort det uden den kæmpe indsats, som de mange frivillige har ydet. De gør et kæmpe stykke arbejde, og som tak for den store indsats de alle her ydet i år, afslutter vi året med en sæsonafslutning d. 2 november, her kårer vi også årets frivillig, fortæller en glad Jannie Ratke.