Blokhus

Weekend med vind og farver i Blokhus

Blokhus Wind Festival byder på højtflyvende oplevelse

Når vinden rammer nordvestkysten, lægger det normalt en dæmper på aktiviteterne på stranden i Blokhus Strand. Men i pinsen den 23. og 24. maj 2026 er vinden ikke en hindring. Den er en del af oplevelsen.

Her vender Blokhus Wind Festival tilbage med en farverig weekend fyldt med drager, aktiviteter og oplevelser for hele familien.

Stranden bliver fyldt med både nationale og internationale drageentusiaster, som sætter store, hjemmelavede figurer og kunstfærdige drager i luften. Hver time kan publikum desuden opleve spektakulære shows med flerlinede sportsdrager, der danser over havet.

– Vi glæder os utrolig meget til at kunne byde velkommen til endnu en udgave af Blokhus Wind Festival. I år har jeg bedt vejrguderne om lidt vind og høj sol, så vi meget gerne skulle kunne se de store, flotte drager og vilde drageshow, siger Rikke Severin Eriksen, eventansvarlig.

Festivalområdet bliver opdelt i zoner med god plads til aktiviteter og sikre gangarealer for publikum. Af hensyn til sikkerheden vil badning ikke være muligt i selve festivalområdet, men der etableres dog en passage langs stranden.

Ud over dragerne byder weekenden på en række kreative og aktive oplevelser. I krea-workshops kan børn og voksne bygge deres egen drage og teste den i frit-flyvningsområdet. Erfarne drageflyvere fra Nordic Kite Meeting med deltagere fra blandt andet Danmark, Tyskland, Norge og Sverige står klar med vejledning og inspiration.

Derudover kan gæsterne prøve kræfter med “vindboblen”, hvor en vindtunnel fyldt med balloner giver en anderledes oplevelse af vinden. Paraglidere fra Paraglidning Klub Holstebro vil også lave opvisninger, afhængigt af vindforholdene.

For de mere eventyrlystne er der mulighed for strandsurfing med OurStuff, og søndagen byder på ekstra familievenlige indslag som faldskærmsudspring for bamser, karamelkast og anderæs.

Blokhus Wind Festival, der er arrangeret af Destination Blokhus, VisitJammerbugten og VisitNordvestkysten, samler dermed både naturens kræfter og kreative aktiviteter i en weekend, hvor vinden er i centrum.

Flere nyheder