2. juledag kan børn og barnlige sjæle få sig en sjov oplevelse i Blokhus
Udsalget starter bogstaveligt talt med et brag i Blokhus og Hune.
Man har nemlig entreret sig med de brave kanonerer fra Blokhus Kanonlaug og fået dem til at salutere i anledningen af udsalgets start 2. juledag kl. 10.
Traditionen startede sidste år og det var så stor en succes at man har valgt at gentage aktiviteten i år.
– Vi håber på at det kan blive en tilbagevendende begivenhed, fortæller Per Kalstrup, fra tøjbutikken Kalstrup.
Han tror at udsalget kan blive mindst lige så godt som sidste år.
– Det var helt fantastisk, vi blev faktisk taget lidt på sengen, over at der dukkede så mange op.Udsalgsstarten den 26. december giver familien chancen for at tage på en frisk tur til vestkysten.
– Efter et par hektiske dage med frokoster, juleaften og masser af gaver, er en tur til Blokhus og Hune jo en god ide, fortæller han og peger på de mange naturoplevelser man kan få med i handlen.
– en frisk gåtur på stranden eller i Gateway Blokhus/Blokhus Klitplantage, kombineret med shopping og måske et kig ind i en af områdets restauranter lyder vel ikke helt utiltalende, spørger han med et smil over læben.
Efter at kanonen er affyret vil der blive trukket lod om gavekort til butikkerne og et årskort til Fårup Sommerland, blandt alle fremmødte.
Og når man så samtidig kan få oplevelsen af at se en mere end 200 år gammel kanon blive skudt af på Torvet, kan der vist ikke være tvivl om at turen går til Blokhus og Hune.